Christoffer Vienberg ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016. Foto: Lars Møller

Christoffer Vienberg ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016. Foto: Lars Møller Lars M ller

Christoffer Vienberg ny verdensrekordholder på 5.000 meter

En tastefejl hos den Internationale Paralympiske Komité har indtil nu skjult rekorden

Af
Michael Braunstein

verdensrekord Da para-atlet Christoffer Vienberg fra Blovstrød Løverne, der er født med spastiske lammelser (cerebral parese), stillede op på 5.000 m ved Italian Open i Rieti 20. maj i år - og vandt i tiden 16:18,94 min. - regnede han ikke med, at han var i nærheden af verdensrekorden i sin klasse.

Rekorden stod til 15:23 min. og var sat af den irske løber Michal McKillop i 2013. Men det har nu vist sig at være en tastefejl hos den Internationale Paralympiske Komité, og dermed er verdensrekordholderen altså dansk.

"Det er rigtigt fedt"

En dejlig overraskelse for Blovstrød-løberen, der netop nu er til EM i para-atletik i Berlin.

"Det er rigtig fedt. Løbet i Italien var egentlig bare ment som et træningsløb, som jeg løb med mine to danske landsholdskammerater Mohamed Hersi og Anders Lagergren samt en italiener med synshandicap. De første 3 km skulle for mit vedkommende bare løbes i et stabilt overkommeligt tempo - 3:20 min pr. km - og så skulle jeg give den fuld gas de resterende 2 km. Det var derfor ikke et løb, hvor jeg gav mig 100 procent, og jeg havde af den grund ingen planer om at sætte ny verdensrekord på distancen. Men det gik rigtig godt, og jeg holdt jeg min gameplan til punkt og prikke og vandt i tiden 16:18 min, som altså åbenbart var ny verdensrekord - uden at vi var klar over det," siger Christoffer Vienberg i en pressemeddelelse fra Parasport Danmark.

Ny selvtillid

Nyheden om verdensrekorden giver selvtillid, inden Vienberg torsdag 23. august skal i aktion ved EM i para-atletik i Berlin, hvor han stiller op på 1.500 meter. 5.000 meter-distancen er ikke på EM-programmet.

"Det giver mig selvfølgelig en masse selvtillid og tager på en måde også lidt pres væk fra skuldrene nu her inden mit løb ved EM," siger han. Han jagter ikke verdensrekorden på 1.500 meteren, men håber stadig på at kunne gøre sig gældende:

"Min målsætning er at komme i top 5 og at sætte ny personlig rekord," siger Christoffer Vienberg, hvis personlige rekord på dén distance er 4:24,32 min.

EM i para-atletik i Berlin bliver sendt live på DR3 og kan desuden følges her: www.paralympic.org/berlin-2018

Publiceret 21 August 2018 16:45

SENESTE TV