"Det startede med at min datter blev malet i ansigtet ..."

Tina Henriksen fra Lillerød er Danmarks eneste ansigtsmaler, der er certificeret fra International Face Painting School

Af
Michael Braunstein

ansigtsmaling Det startede med, at Tina Henriksens datter kom hjem og var blevet malet i ansigtet. For tre år siden tog Tina Henriksen springet og sagde sit job som sekretær op. I dag har hun sit eget firma, colorfulfaces.dk, og lever af at være ansigtsmaler. Og for kort tid siden blev hun Danmarks første og eneste ansigtsmaler, der kan prale af at være certificeret fra International Face Painting School.

"Jeg blev grebet og fascineret af, hvor svært det er at lave ansigtsmaling, når det skal være kvalitet på højt plan. Det er virkeligt krævende, men også sjovt og udfordrende, og jeg fandt ud af, at når jeg maler, forsvinder tid og sted," siger Tina Henriksen og fortsætter:

"Det fascinerer mig også, at ansigter alle er forskellige, så motiverne skal tilpasses den enkelte. Det er en evig ny udfordring, og man bliver aldrig færdig, men kan hele tiden blive dygtigere."

På højeste niveau

Eksamensbeviset fra International Face Painting School er noget, Tina Henriksen viser frem med stolthed.

"Jeg tog uddannelsen og eksamen online på skolen på højeste niveau. I alt skulle jeg kopiere og udføre 45 ansigtdesigns, som stifteren Olga Murasev havde fundet på, hvorefter jeg skulle lære at designe egne ansigts-designs. Det var bestemt ikke noget, man kom sovende til," siger Tina Henriksen.

Nok at lave

Kunderne i colorfulfaces.dk er både private og virksomheder, der bestiller Tina Henriksen til en bred vifte af begivenheder og arrangementer. Hun har nok at lave - og assistenter at trække på, hvis der skulle være brug for det ved store opgaver.

"Børn er vilde med at blive ansigtsmalet, men det vinder frem, at også voksne gerne vil have en maske eller en udsmykning til forskellige lejligheder," siger Tina Henriksen og fortsætter:

"Det er også tydeligt, at folk i højere og højere grad ønsker ansigtsmaling, der er kvalitet frem for sjusk. Generelt er niveauet af produkter ikke højt i Danmark, derfor indkøber jeg det bedste af det bedste fra udlandet, så kvaliteten er sikret - al min ansigtsmaling er på make-up niveau."

Tina Henriksen har boet i Lillerød siden 2000, og hun har en datter på 8 år og en søn på 14 år.

Få mere at vide: colorfulfaces.dk.

Publiceret 21 August 2018 07:15

SENESTE TV