Igen i år bugner Allerød Ungdomsskoles program med madkurser, blandt andet er der et kursus i mormor-mad.

Igen i år bugner Allerød Ungdomsskoles program med madkurser, blandt andet er der et kursus i mormor-mad.

Ungdomsskolen klar med nyt program

Allerød Ungdomsskole har masser af gode tilbud til de unge

Af
Michael Braunstein

program Årets program fra Allerød Ungdomsskole byder på over 70 tilbud med en bred vifte af de traditionelle sæsonhold som eksempelvis sportsfiskeri, foto, spansk, høvdingebold og styrketræning, suppleret med et væld af korte kurser i alt lige fra syning og skak til førstehjælp og klatring.

"Kernen i ungdomsskolen er at tilbyde fritidsundervisning til kommunens 13-17 årige – i et miljø, hvor der er højt til loftet og plads til alle," siger ungdomsskoleleder Alex Lind-Hansen og fortsætter:

"Vores undervisning er frivillig, og vi er stolte over at kunne præsentere et så varieret udbud, at der bør være noget for enhver ung i Allerød kommune."

Madkurser er et hit

Igen i år bugner programmet med madkurser, som generelt er meget populære blandt de unge Allerød-borgere. Her skal man være ekstra hurtig for at sikre sig en plads til f.eks. at lave sushi, cupcakes og mormor-mad.

Men der er også mulighed for at prøve kræfter med både det indiske, italienske og mexicanske køkken i denne sæson.

Nye kurser

Der er masser af nyheder i programmet, som de unge har været med til at præge.

"Vi er rigtig glade for, at de unge selv byder ind med ideer. Eksempelvis er vores nye kurser 'E-sport' og 'Burgeraften for drenge' oprettet på direkte opfordring fra de unge," siger Alex Lind-Hansen.

Ungdomsskolens U-academy har også en håndfuld nye tilbud i denne sæson. Her er bl.a. en pigecamp i ungdomsskolens hytte i Sverige, et kursus i at søge fritidsjob og kurset 'Ung møder Ung', hvor deltagerne bliver klædt på til at møde andre unge og bagefter skal på tur til Jammerbugtens Ungdomsskole i Nordjylland for at træne det.

"Det skal være sjovt at udvikle sig, og på U-academy har vi i år sat ekstra fokus på at kombinere undervisningen med praktisk træning," siger underviser og ungecoach Ulla Holtze og fortsætter:

"Formålet med U-academy er at give de unge en række redskaber til at gøre ungelivet lettere og et personligt boost - i nogle helt andre rammer end på skolebænken."

Masterclasses på Allerød Gymnasium

Ungdomsskolen har et rigtig godt samarbejde med Allerød Gymnasium, og som noget nyt kan de unge tilmelde sig gymnasiets Masterclasses via ungdomsskolen.

Der er Masterclasses i naturvidenskab, sprog, psykologi og religion for de 8. og 9. klasses-elever, der har en idé om at skulle fortsætte på gymnasiet. Undervisningen foregår som korte kurser på gymnasiet og vil kunne give de unge mulighed for at snuse til studielivet som gymnasieelev.

Samtlige af kommunens 7., 8. og 9. klasser vil i løbet af de kommende uger få besøg af ungdomsskolen og få det nye program præsenteret.

Man kan læse mere om kurserne og tilmelde sig på Ungdomsskolens hjemmeside: www.a-u.dk

Publiceret 24 August 2018 08:30

SENESTE TV