"På weekendens budgetseminar blev der fastlagt besparelser for rundt regnet 8,5 millioner kroner, besparelser man skulle acceptere for at deltage i det videre forløb. En del af disse er uspiselige for Enhedslisten, så vi takker pænt nej til den slags ultimative krav", siger Rasmus Keis Neerbek. Arkivfoto

Enhedslisten har meldt sig ud af budgetforhandlingerne

'Uspiselige besparelser' og 'ultimative krav' har gjort, at Enhedslisten ikke vil være med i budgetforhandlingerne

Af
Helene Holm Stolle

"Vil man sætte plastre på kommunens økonomi med den ene hånd, skal man acceptere at klippe et par fingre eller mere på den anden. Det spil ønsker vi ikke at deltage i". Sådan lyder ordene fra Enhedslistens Rasmus Keis Neerbek.

Udmeldingen om, at partiet har forladt budgetforhandlingerne, kommer efter weekendens budgetseminar, hvor det ifølge Rasmus Keis Neerbek var et krav, at partierne accepterede de besparelsesforslag, borgmesteren har lagt frem i sit udspil. Et krav, som Rasmus Keis Neerbek ikke vil gå med til.

"På weekendens budgetseminar blev der fastlagt besparelser for rundt regnet 8,5 millioner kroner, besparelser man skulle acceptere for at deltage i det videre forløb. En del af disse er uspiselige for Enhedslisten, så vi takker pænt nej til den slags ultimative krav", siger han.

Forkerte prioriteringer

Ifølge Rasmus Keis Neerbek har Enhedslisten stor forståelse for, at der skal prioriteres økonomisk.

"Derfor har vi gang på gang stemt imod tennishaller, dryland, luftige visionsprocesser til dyre konsulentkroner, højere honorarer til politikere etc. Til gengæld går vi ikke på kompromis, når det handler om at stemme imod nedskæringer i velfærden. Og vi må bare konstatere, at vi her er i klar opposition til flertallet i byrådet", siger han og fortsætter:

"Allerød Kommune er ikke alene om at have udfordringer – alle kommuner kæmper for at få budgetterne til at hænge sammen. Vi må håbe, at et kommende folketingsvalg vil give solidt flertal til de partier, som ønsker at understøtte kommunerne i at udvikle velfærden. Det vil være et godt første skridt i den politiske retning, vi ønsker og kæmper for".

Publiceret 05 September 2018 09:56

SENESTE TV