SE BILLEDERNE: Da Lars kom til Lillerød

Stort presseopbud og glade elever, da statsministeren og undervisningsministeren kom til Lillevang Skole Lillerød for at fremlægge skoleudspil

Af
Michael Braunstein

skoleudspil Pressen var mødt talstærkt op fra en lang række medier, og skolens elever trippede forventningsfuldt rundt inde og ude. Der stod politifolk i den silende regn, og alle fulgte deres bevægelser for at aflæse, hvornår dagens hovedpersoner mon dukkede op.

Sådan var situationen på Lillevang Skole Lillerød 11. september om formiddagen.

Hovedpersonerne, alle ventede på, var statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Merete Riisager, der på skolen skulle præsentere regeringens udspil 'Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed – Justeringer af folkeskolereformen'.

Blandt de, der ventede, var Allerøds borgmester, Karsten Längerich, og formanden for Børne- og Skoleudvalget, Nikolaj Bührmann. De fremhævede, at Lillevang Skole var valgt til fremlæggelsen, fordi skolen allerede arbejder med nogle af de elementer, der indgår i udspillet. På skolen har man eksempelvis kortere skoledag på forsøgsbasis, nyt sciencemiljø og samarbejde blandt andet med virksomheden Niras.

Hånd og high fives

Pludselig kom en mindre kortege af biler kørende ind i skolegården, og ud steg Lars Løkke Rasmussen og Merete Riisager.

Kamerafolk af enhver slags begyndte at løbe rundt om de to ministre, og det blev ikke mindst indfanget af de glødende linser, da Lars Løkke Rasmussen gav og hånd og high fives til de glade elever, der modtog ham.

"Er det en god skole?," spurgte Lars Løkke Rasmussen og fik et klart svar fra en elev: "Jaaa, det er en rigtig god skole!"

Indenfor besøgte Lars Løkke Rasmussen og Merete Riisager 6.B, der netop nu har fordybelsesuge og fokus på bæredygtighed.

Om det at tale med statsministeren og undervisningsministeren for rullende kameraer sagde Liva og Clara fra klassen til Allerød Nyt:

"Det var meget anderledes og noget vi absolut ikke plejer at prøve. Men det var interessant, og det var spændende at se dem i virkeligheden."

Efter en rundtur blev det tid til at starte pressemødet, og det foregik - meget passende - i skolens nye sciencemiljø.

Publiceret 11 September 2018 14:39

SENESTE TV