Allerøds borgmester: "Jeg kan ikke tvinge en borger til at give hånd"

"Jeg tror, at vi lige skal afvente, hvilken lovtekst det ender med," siger Karsten Längerich om udmelding fra partifællen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, om mulige bøder til kommuner

Af
Michael Braunstein

håndtryk "Jeg mener principielt, at lovgivningen selvfølgelig skal overholdes, men jeg kan ikke tvinge en borger til at give hånd, hvis han eller hun ikke ønsker det. Og det er imod min demokratiske opfattelse, at det skulle kunne hindre vedkommende i at få et statsborgerskab."

Sådan siger Allerøds borgmester, Karsten Längerich, Venstre, i en kommentar til en udmelding fra partifællen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Tvangsbøder en mulighed

Enhedslistens indfødsretsordfører, Stine Brix, har spurgt Inger Støjberg, hvilken straf hun mener 'vil være passende for de kommunale repræsentanter, der ikke afkræver de nye statsborgere et håndtryk ved de kommende kommunale ceremonier for nye statsborgere.'

Ifølge Politiken har Inger Støjberg svaret, at konsekvensen kan være, at kommunalbestyrelserne i de pågældende kommuner kan få tvangsbøder. Ministeren henviser til det lovudkast om ceremonierne, hun har sendt i høring, og hvor det fremgår, at det er kommunerne, der skal stå for ceremonierne.

I svaret fra Inger Støjberg lyder det desuden, at konsekvensen af at en kommune ikke efterkommer kravet desuden vil være, at de pågældende ansøgere ikke bliver danske statsborgere.

Flere borgmestre har truet med ikke at ville gennemføre kommunale statsborgerskabsceremonier med tvungne håndtryk, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har åbnet op for, at de kommende ceremonier om nødvendigt kunne blive lagt i statsligt regi.

Går ikke op i hvordan der hilses

Karsten Längerich synes, at "det er en rigtig god idé at afholde et lokalt arrangement for de borgere, der får dansk statsborgerskab."

"Det er en festdag og skal fejres. Jeg vil se frem til at møde alle nydanskerne og høre om deres opfattelse af Danmark og hvordan der er blevet taget i mod dem. Og hvad de gør for at blive integreret. Hvilket job har de, hvilken uddannelse har de taget? Hvilke foreninger er de med i? Hvad er deres fremtidsdrømme?," siger borgmesteren til Allerød Nyt og fortsætter:

"Jeg håber, at mange vil have lyst til komme og møde og hilse på borgmesteren og byrådet. Personligt går jeg ikke op i, hvordan vi hilser på hinanden, men meget mere at man har lyst til at være en del af vores samfund og de værdier, som er centrale såsom demokrati, ytringsfrihed, pressefrihed og ligestilling."

På spørgsmålet om, hvorvidt han er parat til at modtage en bøde som følge af sin holdning til spørgsmålet, svarer han:

"Jeg tror, at vi lige skal afvente, hvilken lovtekst det ender med - og hvordan den bliver fortolket."

Publiceret 12 September 2018 18:42

SENESTE TV