Glæde over Mungo Park-beslutning: Caféen byder indenfor to dage om ugen - forestillinger eller ej

Læserne er glade for, at Mungo Park nu åbner dørene oftere til teatrets café

Af
Michael Braunstein

'Dejligt tiltag', 'super dejligt initiativ' og 'det er jo lige det, vi mangler'. Sådan lød bare nogle af de mange kommentarer, der faldt på Allerød Nyts facebookside, da vi postede nyheden om, at Mungo Park nu åbner sin café to dage om ugen.

Det bliver tirsdag og torsdag, at caféen - uanset om der er forestilling eller ej - har åbent fra klokken 16 og frem til 20.

"Her kan man i baren købe kaffe, øl, vin og andre drikkevarer, ligesom der sælges snacks", lyder det fra Mungo Park, der fortæller, at der i første omgang ikke bliver mulighed for rigtig mad, da teatret ikke har et køkken.

"Men ved forskellige lejligheder serverer vi retter, der er bestilt i forvejen", oplyser Mungo Park.

Når caféen ikke holder åbent længere end til klokken 20, skyldes det, at der kan være forestillinger i gang i teatersalen, og der er ikke lydisoleret mellem foyer og teatersal - så for ikke at ødelægge oplevelsen for nogen, lukkes caféen.

Overfor Allerød Nyt fortæller Mungo Park, at de to dage med caféåbning vil blive evalueret for at se, om der kan være grundlag for at udvide café-aktiviteterne.

Publiceret 14 September 2018 10:47

SENESTE TV