Møbelgruppen stopper: Har ikke noget sted at være

25. september er der gratis møbler til alle flygtninge i Allerød

Af
Michael Braunstein

møbelgruppen Efter tre år stopper Møbelgruppen sine aktiviteter med udgangen af september 2018. Årsagen er, at gruppen ikke har noget sted at være, da de nuværende lokaler på Søparken 5 skal indrettes med 27 vuggestuepladser.

Møbelgruppen inviterer derfor alle flygtninge i Allerød til at møde frem i Søparken 5 tirsdag 25. september. Mellem kl. 17-18 kan de hente gratis møbler såsom senge, borde, stole, børnemøbler og reoler.

"Det er ærgerligt, at vi må stoppe, men vi er hverken sure eller vrede. Vi har hele vejen haft et godt samarbejde med kommunen, og vi har hele tiden vidst, at Søparken 5 kunne blive opsagt," siger tovholder for Møbelgruppen, Ebbe Schultz.

Har møbleret 50 boliger

Møbelgruppen er en del af Frivillige for Integration i Allerød.

"Vi er fem-seks frivillige, der har indsamlet møbler fra borgere, der gerne ville give møblerne væk. De er så blevet brugt til at møblere boliger for asylberettigede flygtningefamilier, der efter ophold i midlertidige boliger får tilbudt en anden bolig i kommunen. Gennem tiden har vi møbleret omkring 50 boliger," siger Ebbe Schultz og fortsætter:

"Opbakningen fra borgerne til vores aktiviteter har været fantastisk positiv. Når det gælder flygtninge, der står og mangler møbler, må de jo så selv fremover finde en løsning."

Møbelgruppen har peget på 'Skovsneppen' som en mulighed, men har fået at vide, at det kan ikke lade sig gøre.

"Lige nu er der åbenbart ingen ledige lokaler i størrelsesordenen 300 kvm., og det tager vi til efterretning. Vi har fået en meget fin behandling gennem de tre år af kommunen, ligesom vores samarbejde med Integrationshuset har været godt. Skulle der komme et lokale på længere sigt, som vi bliver tilbudt, vil jeg tro, at vi er klar til at gå igang igen," siger Ebbe Schultz.

Tak til Møbelgruppen

Borgmester Karsten Längerich takker Ebbe Schultz og resten af Møbelgruppen for gruppens "store indsat for flygtninge i Allerød."

"De har hjulpet mange i de seneste tre år. Jeg er rigtig ked af, at Møbelgruppen må stoppe deres aktiviteter, da de ikke har kunnet finde et relevant lokale. Kommunen har gennemgået egne lokaler, og der er ikke fundet ét, som kan benyttes," siger borgmesteren.

Publiceret 19 September 2018 12:22

SENESTE TV