Holdet fra Mølleåens Golf Klub bestod af Peter Schnedler Clausen, Nicolai H. Main, Philip Hillersborg Gløet, Anders Dalgaard Bunch, Patrick Stephen O'Neill, Christian Hillersborg Gløet og spillende kaptajn Michael Kaae Brund. Pressefoto

Holdet fra Mølleåens Golf Klub bestod af Peter Schnedler Clausen, Nicolai H. Main, Philip Hillersborg Gløet, Anders Dalgaard Bunch, Patrick Stephen O'Neill, Christian Hillersborg Gløet og spillende kaptajn Michael Kaae Brund. Pressefoto

Mølleåens Golf Klubs herrer i 1. division

Oprykningen sikret efter en gyser mod Næstved

golf 15. september blev en særdeles spændende dag for Mølleåens Golf Klub: Klubbens 1. hold skulle spille 'Head to Head' mod Næstveds 1. hold om en plads i 1. division.

Matchen blev spillet på neutral bane i Asserbo. Efter formiddagens spil var stillingen 4-2 til Mølleåen. Eftermiddagen bød på seks singler, der alle minimum kom til at gå til 17. hul.

'Det var aldeles nervepirrende,' hedder det i en beretning fra Mølleåens Golf Klub, der fortsætter:

'Da Christian Gløet går ned af 18. hul og 1 ned mod sin modstander, så har Mølleåen forinden vundet to singler og tabt tre singler. Christian skulle altså vinde hullet og dermed dele sin match for at udløse et omspil. Christian Gløet beholdt nerverne i ro og vandt hullet. Ordinær match endte dermed uafgjort 9-9, og omspil var en realitet!'

Christian Gløet blev valgt til omspillet for Mølleåen, mens Næstved stillede med Frederik Birkelund, der vandt Danmarksmesterskabet i hulspil i 2018.

'Første omspilshul blev delt i to pars, hvorfor der så skulle yderligere omspil til. Christian Gløet havde slået sit drive fra teestedet til venstre og havde ikke den bedste chance, idet et træ i siden 'drillede' lidt for svinget. Birkelund lå derimod midt i fairway og 20 meter længere fremme,' beretter Mølleåens Golf Klub og fortsætter:

'Et helt ekstraordinært slag blev til gengæld produceret af Christian Gløet, der sendte bolden 191 meter rundt om træer og ind over bunker til greenen. Birkelund ramte bunkeren, kom ikke godt fra det, og dermed kunne Mølleåens Golf Klub kåres som vindere og således deltagere i 1. division fra næste sæson.'

'Det var en helt fantastisk og spændende oplevelse for alle fremmødte og i særdeleshed for spillerne selv. Mølleåens Golf Klub er meget klar til 2019-sæsonen i 1. division, der på landsplan huser kun 16 klubber.'

mik.

Publiceret 19 September 2018 15:15

SENESTE TV