Spejderne i alderen 12-16 år skulle selv finde vej på løbet – og også selv stå for mad og for at finde et sted at sove undervejs. Foto: Anders Nissen

Spejderne i alderen 12-16 år skulle selv finde vej på løbet – og også selv stå for mad og for at finde et sted at sove undervejs. Foto: Anders Nissen

To lokale spejdere klarede superhårdt løb

Thomas Grøn-Jensen og Viggo Valentin Cassoni har gennemført Danmarks hårdeste spejderløb, Nathejk

40-50 kilometer til fods gennem natten med banditter og stormen Knud lige i hælene. Det var, hvad der ventede deltagerne, da Danmarks største og hårdeste spejderløb, Nathejk, fandt sted i weekenden. En spejderpatrulje fra Brødeskov Trop kæmpede sig sammen med over 600 andre seje spejdere fra hele landet gennem løbet, der både bød på brændende bygninger, togvogne og biler samt 'banditter' lige i hælene.

De 638 spejdere på 12-16 år sneg sig gennem natten på flugt fra de mere end hundrede 'banditter', som prøvede at fange patruljerne for at finde de beviser, de havde gemt i deres rygsække. Løbet er nemlig en slags avanceret fangeleg, hvor de yngste spejdere smugler hemmelige ting i deres oppakning og sniger sig afsted i små patruljer for at undgå at blive opdaget og få deres oppakning gennemrodet. Banditterne blev spillet af lige over 100 lidt ældre spejdere på cykler og i biler – og godt 30 timer og mange vabler senere, kom de udmattede spejdere i mål på en skole i Glumsø på Midtsjælland", fortæller arrangørerne bag løbet.

Spejderne kom fra hele landet, og blandt de deltagende hold var også en patrulje bestående af spejdere fra Brødeskov Trop.

"Det er noget af det allerhårdeste, jeg nogensinde har deltaget i. Det var så fedt at kæmpe sig gennem Nathejk sammen med patruljen og prøve at undgå at blive fanget", fortæller Thomas Grøn-Jensen fra Brødeskov-spejderne.

Undervejs på det 40-60 kilometer lange Nathejk-løb skulle patruljerne nå frem til tre poster – og resten af tiden var de helt på egen hånd. Foto: Anders Nissen

Undervejs på det 40-60 kilometer lange Nathejk-løb skulle patruljerne nå frem til tre poster – og resten af tiden var de helt på egen hånd. Foto: Anders Nissen

"Vi var nogle af de yngste, der gennemførte, så vi er stolte og tilfredse med os selv – det bliver ikke sidste gang, at vi skal på Nathejk", siger han sammen med Viggo Valentin Cassoni.

Patruljen kom i mål klokken 02.30 natten til søndag, og de havde kun sovet 2,5 time i løbet af turen.

"På Nathejk skal man selv sørge for mad og drikke undervejs og også selv finde steder i skovene undervejs, hvor man kan sove. Samtidig er man hele tiden nervøs for at blive fanget, så det er altså ikke meget søvn, man når at få", siger Viggo Valentin Cassoni og fortsætter:

"Vi havde lagt en ret god taktik med at gå i højt græs, så vi kunne smide os og ligge gemt, når 'banditterne' kom forbi. Men de sidste 10 kilometer var vi bare helt smadrede, så vi gik på vejen og blev derfor fanget flere gange".

"547 af de startende 638 spejdere kom hele vejen til mål på egen hånd, mens resten måtte udgå undervejs på grund af skader og udmattelse og blev fragtet til løbets hovedkvarter i Glumsø i løbet af weekenden. Alle de spejdere, der klarede sig gennem strabadserne inden klokken 4 søndag nat, blev belønnet med det eftertragtede Nathejk-mærke til uniformen. Den samlede distance nåede for de fleste deltagere op på imponerende 40-60 kilometer, og det var en flok totalt udmattede spejdere, der deltog i løbets afslutning søndag morgen", fortæller Rasmus Udsholt, der er én af arrangørerne bag løbet:

Spejderløbet Nathejk har været afholdt hvert eneste år siden 1986. Løbet starter altid den tredje fredag i september et sted på Sjælland og bliver skabt af et lille team bestående af erfarne spejdere, som får hjælp til at udføre løbet af næsten 200 hårdtarbejdende hjælpere i løbsweekenden.

hhs

Publiceret 27 September 2018 10:45

SENESTE TV