Foto: Kurt Randløv

Foto: Kurt Randløv

1250 gik med i årets Gardermarch

50.000 kroner til Livgardens veteraner

march 30. september deltog 1250 i årets udgave af Gardermarchen fra Den kgl. Livgardes kaserne i Høvelte.

Fra Kurt Randløv har Allerød Nyt modtaget denne beretning - og billederne er også taget af Kurt Randløv:

Søndag morgen gik flere hundrede ind af Hovedvagten på Garderkasernen. De havde meldt sig til Gardermarch. Efter registreringen tog alle deltagerne opstilling på Frederiks d. III plads med Den kgl. Livgardes Tambourkorps på højre fløj. Derefter fulgte tjenstgørende gardere med fuld oppakning, en deling fra Gardehusarregimentet i Slagelse, også med fuld oppakning inklusive ridestøvler og hjemmeværnet.

Dannebrogsfaner var rigt repræsenteret, og indimellem sås det norske og amerikanske flag. Den øvrige del bestod af civilister, gl. gardere, kvinder, mænd, børn, hunde i snor, barnevogne, mange forskellige hovedbeklædninger, unge som ældre i en skøn forening. 1250 var vi oppe på.

50.000 kroner

Inden den store gardermarchkolonne afgik, modtog oberstløjtnant ved Livgarden, Lars Nygaard, en check på 50.000 kr. overrakt af Gardernetværket ved Mikaels Klitvad og Jens Crone fra Garderforeningerne. Beløbet går til Livgardens Veteraner. Og det er baggrunden for afholdelse af Gardermarch, at deltagergebyret går til Livgardens Veteraner. I år er det fjerde gang, der afholdes Gardermarch.

Kl. 8.30 sætter marchkolonnen sig i bevægelse med Livgardens Tamburkorps i spidsen. De øvrige soldater følger taktfast efter. Flot så det ud. Og lidt mindre taktfast følger resten af den enorme marchkolonne, som går ud af Hovedvagten og fylder Høveltevej helt op det næste stykke tid. Kolonnen svinger tv. inden Kongevejen og deler sig i to: De der går 8 km. og de der går 18 og 30 km.

Vi var på holdet til de 8 km. Op ad Kongevejen ind ad Øster Teglværksvej, forbi det nye flotte boligområde, videre forbi Allerød Sø, ud ad Kattehale og ad Bregnerødvej hjem til kasernen. Friskt tempo og alligevel god snak med venner og gamle gardere. Humøret var højt. Vejret godt. Og der var tid til en lille forfriskning undervejs.

1 time og 30 minutters god motion, i flot natur, hyggeligt selskab og i en god sags tjeneste har vi støttet Livgardens veteraner, vor egen sundhed og fået en flot medalje.

Foto: Kurt Randløv

Foto: Kurt Randløv

Publiceret 05 October 2018 10:45