Temafoto.

Temafoto.

Børn bager for BørneTelefonen

Børn fra Allerød bager til fordel for BørneTelefonen

Hjælp Oktober bliver atter fyldt med velduftende bagværk, når knap 80.000 børn og unge over hele landet kaster sig ud i diverse bageprojekter til fordel for BørneTelefonen. Det sker også i Allerød. Der vil blive pisket, bagt og dekoreret efter alle bagekunstens regler, når 'Bag for en Sag' endnu en gang løber af stablen.

Børnehuset Firkløveren i Allerød vil for femte år i træk deltage i 'Bag for en Sag'.

”Vi bager over tre dage, så der er plads til, at alle børnene på vores tre stuer kan få hjælp i køkkenet. På selve dagen sætter vi alle kagerne på et rullebord i poser, hvor børnenes navne står på. På den måde kan vi sørge for, at der i hver pose er kager nok til alle i familien. Når forældrene henter om eftermiddagen har de så mulighed for at købe de kager, som børnene har bagt,” siger pædagogmedhjælper, Lotte Hansen fra Børnehuset Firkløveren. Hun tilføjer:

”Vi er med i 'Bag for Sag', fordi vi synes, det går til et godt formål og gerne vil støtte BørneTelefonen. Og så er børnene glade for det.”

Mere rådgivning

Dermed er børn fra Allerød med til at sørge for, at endnu flere børn og unge i Danmark kan få rådgivning på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der er blevet afholdt siden 2005, som giver mulighed for at have det sjovt med at bage, tale om de problemer, der kan fylde hos børn – og hjælpe.

”Vi er rigtig glade for, at så mange børn i hele landet bakker op om 'Bag for en Sag', og hjælper os med at sørge for, at endnu flere børn har mindst én voksen, der lytter og hjælper. BørneTelefonens rådgivere er der for børn og unge, når livet slår knuder,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

BørneTelefonen havde sidste år 50.000 samtaler med børn og unge om alt fra kærlighed og uvenskab til mobning, forældrenes skilsmisse og overgreb.

Publiceret 06 October 2018 06:30

SENESTE TV