Fritz Hansens Møbelfabrik og Lillerød Savværk (tv) set fra Allerødvej. Til højre for skorstenen ses den høje bygning fra 1932, der i dag rummer hovedbiblioteket. (1933)

Fritz Hansens Møbelfabrik og Lillerød Savværk (tv) set fra Allerødvej. Til højre for skorstenen ses den høje bygning fra 1932, der i dag rummer hovedbiblioteket. (1933)

Foredrag: 100 år med Fritz Hansen i Lillerød

Lokalhistorisk Arkiv & Forening i Allerød inviterer til spændende foredrag på Kirkehavegaard

Det er Lokalhistorisk Arkiv & Forening i Allerød, der står bag et spændende foredrag torsdag den 25. oktober klokken 19.30 på Kirkehavegaard. Foreningen har inviteret cand.oecon. Klaus Fisker til at fortælle om 100 års møbelproduktion hos Fritz Hansen i Lillerød.

Klaus Fisker fortæller historien om den familieejede møbelfabrik, der startede i København, men i 1896 byggede savværk i på Skovensvej i Lillerød.

Christian E. Hansen, der var søn af Fritz Hansen den ældre, overtog virksomheden i 1902, og i 1920 etablerede man et nyt værksted og flyttede produktionen til Lillerød.

De nye tendenser indenfor arkitekturen med mindre boliger krævede også mindre møbler, og på FH arbejder man intenst med at udvikle dampbøjning af træ og stålmøbler. Allerede i 1930’erne begyndte FH at samarbejde med forskellige arkitekter, og sønnerne Søren og Fritz Hansen var med til at føre virksomheden gennem den svære tid under krigen, hvor al eksport var umulig. Til gengæld var FH omkring 1950, som en af de første møbelfabrikker i Danmark, klar til at eksportere møbler til USA, godt hjulpet af samarbejdet med Arne Jacobsen, især med produktionen af ”Myren” og ”Syver’en”, hvor man udnyttede fabrikkens ekspertise indenfor dampbøjning og stål.

I kraft af øget salg blev der i halvtresserne og tresserne bygget nye fabrikshaller i Lillerød. Men vigende interesse for danske arkitekttegnede møbler midt i 1960’erne og to oliekriser indebar, at FH blev nødt til at sælge til Skandinavisk Holding (Skandinavisk Tobakskompagni) i 1979.

FH var ikke længere et 100 % familieejet selskab. De nye ejere oplevede op og nedture i perioden fra 1979-2000, i en fase som må betegnes som restruktureringsfase. Stram omkostningsstyring og forsøg med nye produkter.

Fra år 2000 har FH en helt ny identitet - den kalder sig Republic of Fritz Hansen.

Publiceret 11 October 2018 00:00

SENESTE TV