I sagen om nedrivningen af Fru Lunds Villa er forligspartierne nu indkaldt til møde. Foto: Michael Braunstein

I sagen om nedrivningen af Fru Lunds Villa er forligspartierne nu indkaldt til møde. Foto: Michael Braunstein

Fru Lunds Villa: Forligspartier indkaldt til drøftelse

Bag indkaldelsen står borgmester Karsten Längerich

Af
Michael Braunstein

nedrivning Borgmester Karsten Längerich har indkaldt partierne bag budgetforliget til en drøftelse om Fru Lunds Villa, der efter planerne skal rives ned.

Det oplyser borgmesteren i en meddelelse, hvor han bemærker, at han ikke har yderligere at tilføje.

Konservativt udspil

I sagen om nedrivningen af Fru Lunds Villa på Allerød Musikskole er Konservative ude med meldinger om, at der bør ses på en anden løsning.

"Når der kommer nye oplysninger i en sag, så skal politikerne forholde sig til dem. De nye oplysninger i sagen om Fru Lunds Villa betyder, at jeg gerne vil være med til at se på en anden løsning. Og det tror og forventer jeg, at borgmesteren tager initiativ til," siger den konservative gruppeformand Jørgen Johansen.

De nye oplysninger

Det konservative byrådsmedlem Erik Lund siger om sagen:

"Jeg mener, at budgetforligskredsen bør indkaldes. Jeg har selv altid indkaldt budgetforligsparterne i min borgmestertid, når der fremkom nye oplysninger."

"Hvad de nye oplysninger handler om? Der er kommet en ny rapport om bygningen, og der er nye beregninger fra musikskolens bestyrelse, der blandt andet siger, at det vil være dyrere at rive bygningen ned end at bevare den. Det har jeg ikke vidst før," siger Erik Lund.

Publiceret 24 October 2018 14:48

SENESTE TV