Den tidlige indsats er drivkraften bag kommunens nye samarbejde for nybagte forældre om at give barnet den allerbedste start på sin sprogtilegnelse. Foto: Allerød Kommune

Den tidlige indsats er drivkraften bag kommunens nye samarbejde for nybagte forældre om at give barnet den allerbedste start på sin sprogtilegnelse. Foto: Allerød Kommune

Allerød sætter fokus på sproget hos de mindste

Arrangementer med højtlæsning og babyrytmik i november

sprog Allerød Kommune har taget initiativ til en indsats for at bevare fokus på stimulering af sproget hos de mindste Allerød-borgere.

Det fører til flere arrangementer i løbet af året for forældre på barselsorlov, med temaet: 'Tidlig sprogtilegnelse og stimulering af sprog'. 2. november er der eksempelvis højtlæsning for småbørn på Allerød Bibliotek.

Bedste virkning ved at sætte tidligt ind

Daginstitutionerne i Allerød sætter også et særligt fokus på de allermindstes sprogtilegnelse og sproglige udvikling i hele 2018.

Det betyder blandt andet, at alle daginstitutioner eksempelvis tilrettelægger aktiviteter i hverdagen, hvor opmærksomheden er på at understøtte og styrke børnenes sproglige udvikling i samarbejde med forældrene. Det er en stimuli, som helst skal ske så tidlig som muligt, påpeges det i en pressemeddelelse fra kommunen.

"Forældrene har selvsagt en stor del af ansvaret for at stimulere deres børn sprogligt. Når det er sagt, er det vigtigt, at vi ude i daginstitutionerne skaber et godt miljø for at udvikle små børns sprog og samtidig skaber bevidsthed om vigtigheden af at starte tidligt," siger Nikolaj Rachdi Bührmann, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Allerød Kommune.

Han fortsætter:

"For udviklingen af sproget starter lang tid før, barnet starter i dagpleje eller vuggestue, og jo mere vi kan gøre som kommune for at give forældrene nogle redskaber med på vej, jo bedre er det."

Babyrytmik med musikskolen

Netop den tidlige indsats er drivkraften bag kommunens nye samarbejde for nybagte forældre om at give barnet den allerbedste start på sin sprogtilegnelse.

"Jeg synes, det er fantastisk, at vi har nogle kulturinstitutioner i Allerød, som støtter op om børns almene dannelse og læring. I det her tilfælde drejer det sig om de mindste børns sprogtilegnelse, hvor dygtige ansatte fra biblioteket og musikskolen bruger deres kompetencer til at stimulere børnenes sprog," siger Viggo Janum, som er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

I et samarbejde med Allerød Musikskole kan børn og forældre på barsel komme til babyrytmik med Tanja Hesse, som har uddannet sig i Leg, Musik og Bevægelse og Elementær Musikopdragelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Om babyrytmikken siger Tanja Hesse:

"Vi tumler, danser, synger, lytter og spiller os gennem timen. Her bruger din baby alle sine sanser og mærker sin krop i tæt kontakt med dig som forælder. Vi udvikler barnets medfødte musikalitet og tager udgangspunkt i at styrke barnet sansemotorisk gennem musikken."

Højtlæsningen for babyer finder sted 2. november fra kl. 10-12 på Allerød Bibliotek, mens babyrytmikken foregår 27. november fra kl. 10.15-12.30 på Allerød Musikskole. Begge arrangementer er gratis for forældre og børn på barsel. Der bliver serveret kaffe, the og frugt eller kage ved begge arrangementer.

mik.

Publiceret 26 October 2018 05:30

SENESTE TV