Det blev til masser af metal til Sigma-svømmerne ved DM på kortbane. Privatfoto

Det blev til masser af metal til Sigma-svømmerne ved DM på kortbane. Privatfoto

Fantastisk: 13 danske mesterskaber til Sigma

Det blev også til tre danske juniorrekorder ved årets DM på kortbane

svømning Fire dage med masser af fantastisk svømning er særdeles vel overstået for Sigma Swims førstehold: Det blev til 13 danske mesterskaber og tre danske juniorrekorder ved DM på kortbane i Vejle.

17 svømmere var sammen med trænerne Jonas Lundström og Flemming Poulsen taget til mesterskaberne, hvor juniorsvømmeren Thea Blomsterberg endnu en gang formåede at sænke sine egne danske juniorrekorder på henholdsvis 100 og 200 bryst samt at sætte ny dansk juniorrekord på 50 bryst.

Siden Thea Blomsterbergs første danske juniorrekord på 200 bryst tilbage i 2016, har hun nu i alt skåret 5,38 sekunder af juniorrekorden, der nu lyder på 2.22.73. I 50 og 100 bryst sikrede Thea Blomsterberg sig senior bronzemedaljer, og i 200 bryst steg hun til tops på medaljeskamlen og sikrede sig det danske mesterskab foran Rikke Møller Pedersen.

Meget mere guld

I 100 fly svømmede Sigmas Caroline Erichsen sig til tops og vandt det danske mesterskab – foran en anden af dansk svømnings store profiler, Jeanette Ottesen.

Hos herrerne svømmede Gustav Friberg sig til to DM-guldmedaljer på 50 og 200 ryg, Frederik Rindshøj blev dansk mester på 100 fri, mens Alexander Aslak Nørgaard sikrede sig titlen 'Danmarksmester' på både 800 og 1500 fri.

Suveræne holdkapper

I holdkapperne var Sigmas herrer suveræne og gjorde rent bord ved at vinde guld i alle fem holdkapper:

Frederik Rindshøj, Sebastian Tullberg, Frederik Paulsen og Gustav Friberg blev både danske mestre i 4 x 100 medley og 4 x 50 medley. I 4 x 100 fri og 4 x 50 fri blev det til guld med Frederik Rindshøj, Frederik Paulsen, Sebastian Tullberg og Alexander Eggers på holdet og endelig på 4 x 200 fri blev Frederik Paulsen, Frederik Rindshøj, Sebastian Tullberg og Alexander Aslak Nørgaard danske mestre.

Hos damerne sikrede Katharina Nekhorochko, Thea Blomsterberg, Caroline Erichsen og Marina Heller Hansen sig titlen. De samme fire vandt også sølv på 4 x 50 medley.

Det blev desuden til en lang række sølv- og bronzemedaljer til Sigma-svømmerne.

mik.

Publiceret 05 November 2018 11:15

SENESTE TV