Anders Kaae i sit køkken derhjemme med den nye udgave af opskriftssamlingen, som han håber 'vil være til glæde og gavn, ikke mindst i undervisningen på Ældre Sagens madhold i Allerød, men naturligvis også alle andre steder, hvor man holder af at kokkerere', som han skriver i indledningen. Foto: Michael Braunstein

Anders Kaae i sit køkken derhjemme med den nye udgave af opskriftssamlingen, som han håber 'vil være til glæde og gavn, ikke mindst i undervisningen på Ældre Sagens madhold i Allerød, men naturligvis også alle andre steder, hvor man holder af at kokkerere', som han skriver i indledningen. Foto: Michael Braunstein

Anders manglede en kogebog - og lavede den selv

Den 88-årige Allerød-borger Anders Kaae leder et madhold hos Ældre Sagen - og har samlet sine opskrifter i '60 år som køkkenskriver'

Af
Michael Braunstein

mad I 2011 meldte den nu 88-årige Allerød-borger Anders Kaae sig hos Ældre Sagen i Allerød, der manglede en leder til et madhold. Derhjemme stod - og står - han nemlig for madlavningen.

"Min kone så en notits fra Ældre Sagen og mente, at det lige måtte være noget for mig. Hårdt presset henvendte jeg mig - og de sagde ja," siger Anders Kaae med et glimt i øjet.

1. oktober i år startede Anders Kaae på sin 8. sæson som madholdsleder, og faktisk foregår undervisningen på holdet med materiale, han selv har lavet.

"Det var et problem, at der manglede en lærebog på madholdet, som omfattede det hele, var målrettet ældre og var lettilgængelig. Mange kogebøger er meget specialiserede. Så jeg tænkte: Så må jeg lave min egen," siger Anders Kaae.

Satte sig til computeren

Som tænkt, så gjort: Anders Kaae satte sig til computeren og samlede alle sine opskrifter, og det blev først til '55 år som køkkenskriver' og nu opfølgeren '60 år som køkkenskriver'.

"Min ældste søn har hjulpet mig med udgivelsen, der er sket på Forlaget Books on Demand GmbH, og opskriftssamlingen er udkommet i 25 eksemplarer," siger Anders Kaae og fortsætter:

"Den første bog var ved at være slidt, så jeg tænkte, at der måtte en ny til. Den nye rummer det bedste fra den gamle plus en hel del nyt."

"Jeg interesserer mig i høj grad for italiensk mad - og for økologi - og det kan ses i bogen, men der er også mange gode danske retter med. Bogen bruges af holdet i undervisningen, men også i holddeltagernes dagligdag."

Mad - men også socialt samvær

På Anders Kaaes madhold anno 2018 er der syv-otte tilbage fra det oprindelige madhold i 2011, og så er der kommet nye til, så det samlede antal er 12-14 personer. Holdet er i gang med gryder og pander i skolekøkkenet på Lillevang Skole, afdeling Lillerød, hver 14. dag.

"Jeg udvælger menuen, og de andre får så at vide 14 dage i forvejen, hvad der skal købes ind, og hvor i bogen de kan læse om og forberede sig på opskrifterne," siger Anders Kaae og fortsætter:

"Der er kun mænd på holdet, og gennemsnitsalderen ligger sådan først i 70'erne. Jeg vil sige, at det 50 procent handler om mad og 50 procent om socialt samvær."

"Vi kender hinanden utroligt godt, mange har boet hele deres liv i Allerød, og mange på holdet er i øvrigt meget aktive på andre områder også."

Madholdet har afslutningsfest med koner - og champagne - den første torsdag i april, bemærker Anders Kaae og tilføjer, at der faktisk er plads til et par ekstra på holdet. Hvis det lyder interessant, kan man ringe til holdlederen på tlf.: 4814 4815.

Publiceret 19 November 2018 05:30

SENESTE TV