Jan Jacobsen fik overrakt Ildsjælsprisen og den medfølgende check af filialdirektør i Nordea, Lisbet Mylov. Foto: Michael Braunstein

Jan Jacobsen fik overrakt Ildsjælsprisen og den medfølgende check af filialdirektør i Nordea, Lisbet Mylov. Foto: Michael Braunstein

Stort skulderklap til en rigtig dynamo

Jan Jacobsen fra Allerød FK fik Ildsjælsprisen på en kølig mandag midt under træningen i Allerød Idrætspark

Af
Michael Braunstein

pris Klokken havde passeret 19.30. Det var mandag 26. november, og det var råkoldt udenfor. Under projektørlyset på kunstgræsbanerne i Allerød Idrætspark havde Jan Jacobsen netop sat gang i træningen af sit U17-hold. Ved siden af varmede andre hold op, overvåget af Jan Jacobsens trænerkolleger.

Og så skete der noget helt usædvanligt. Ind i projektørlyset trådte filialdirektør i Nordea, Lisbet Mylov, og begyndte at holde tale. Det viste sig hurtigt, at hun skulle uddele Ildsjælsprisen.

"Ildsjælsprisen gives til en person, et hold eller en forening, som anerkendelse for en særlig indsats overfor andre borgere i Allerød Kommune. Med æren og anerkendelsen følger en check på 10.000 kroner," begyndte hun - og fortsatte:

"Efterårets pris går til en person som i en periode har stået i spidsen for DBU's fodboldskoler, som i mere end 30 år har været træner her i AFK, som med stor succes i 2014 fik søsat ALB United, som i 2015 havde en stor aktie i, at AFK blev valgt til 'Årets Børneklub', og som også var primus motor for AFK Akademi i 2017."

"I har nok gættet det: Æren, prisen og checken på 10.000 kroner går til Jan Jacobsen."

Og så brød jublen og klapsalverne ellers løs blandt de forsamlede spillere og trænere, der var blevet tilkaldt for - troede de - at få instrukser om dagens træning.

Overvældet og stolt

Jan Jacobsen var tydeligvis glad for det store skulderklap.

"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Jeg er overvældet og stolt," sagde Jan Jacobsen og tilføjede:

"Jeg går jo ikke efter priser eller titler, det er det her - arbejdet med spillerne og spillet - jeg brænder for. Men det er da dejligt at blive påskønnet for sin indsats."

Og så fortalte Jan Jacobsen ellers om glæden over de mange - over 75 - der i år er aktive klubbens U17-hold for drenge, ligesom han fremhævede AFK Akademi, hvor i størrelsesordenen 100 deltager.

Ildsjælsprisens fulde navn er 'Allerøds Ildsjælspris - Nordea-Fondens Gode Liv-Pris', og den har været uddelt siden 2001. Pengene kommer fra Nordea Fonden, og prismodtagerne vælges af Nordea og Allerød Nyt på baggrund af indstillinger.

Publiceret 27 November 2018 12:24