Formand og næstformand i DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen og Erik Hammer, sammen med LUI-formand Else Vad ved kåringen på årsmødet. Foto: Peter Bennett

Formand og næstformand i DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen og Erik Hammer, sammen med LUI-formand Else Vad ved kåringen på årsmødet. Foto: Peter Bennett

LUI kåret som 'Årets Forening 2018' af DGI

Lynge-Uggeløse Idrætsforening blev overrasket på årsmøde

kåring Lynge-Uggeløse Idrætsforening (LUI) blev overrasket med kåringen som 'Årets Idrætsforening 2018' på DGI Nordsjællands årsmøde 27. november i Farum.

Foreningens bestyrelse fik overrakt prisen og hæderen af Per Frost Henriksen fra DGI. Med prisen følger 5.000 kr. til foreningen.

'Årets Idrætsforening' i DGI Nordsjælland er en særlig anerkendelse til en medlemsforening, der har markeret sig og gjort en forskel i det forløbne år.

Konstant udvikling til gavn for lokalområdet

Lynge-Uggeløse Idrætsforening blev stiftet i 1910 og har været medlem af DGI lige siden. I dag har foreningen 12 afdelinger, som dækker et bredt udsnit af lokalområdets interesser. En multi beachbane, opstart af 'Mini Øfferne', som er fodbold for 2-5 årige, og tilbud om løb og mountainbike er nogle af de nyeste ting, 'Årets Idrætsforening' har sat i søen.

'Lynge-Uggeløse Idrætsforening er visionære omkring foreningens udvikling. De bestræber sig på at udvikle sig for at give relevante tilbud til eksisterende samt nye medlemmer,' skriver DGI i en pressemeddelelse.

Proaktiv forening

Om LUI konstaterer DGI også:

'Det er en nysgerrig, fremsynet og veldrevet forening med stort hjerte for sit lokalsamfund. Det kan ses på aktiviteterne, de holder, som eksempelvis fælles fodboldafslutning, byfest, juletræsfest og loppemarked.'

'Derudover er den altid proaktiv i forhold til eksisterende og potentielle medlemmer, og foreningen er ikke bange for at stille sig ned i hallen for at høre medlemmernes mening.'

'LUI bestræber sig på at holde fokus på ledelse og lade de rette frivillige personer stå for aktiviteterne. DGI Nordsjælland anerkender med prisen det store frivillige arbejde og de mange engagerede ledere og instruktører, som får Lynge-Uggeløse Idrætsforening til at stå ud fra mængden,' lyder det fra DGI.

mik.

Publiceret 28 November 2018 05:30