Lyngby-Taarbæk Harmoniorkesters julekoncert finder i år sted i Engholmkirken.

Lyngby-Taarbæk Harmoniorkesters julekoncert finder i år sted i Engholmkirken.

Harmoniorkester giver julekoncert

Koncerten finder sted i Engholmkirken

koncert Lyngby-Taarbæk Harmoniorkesters traditionelle julekoncert finder i år sted i Engholmkirken søndag 9. december kl. 16.00.

Orkestret har i år allieret sig med den unge, prisvindende oboist Caroline Savickienė, som er i Danmark i en kort pause fra sin masteruddannelse ved konservatoriet i Vilnius.

Hun er solist i "Variationer for Obo og Harmoniorkester", der er komponeret af Nikolaj Rimskij-Korsakov over et tema af Mikhail Glinka. Der er yderligere russisk musik på programmet, når orkestret tager livtag med Pjotr Tjajkovskij's finurlige "Nøddeknækkersuite", og rejsen til Østeuropa fuldendes med den smukke Largo fra Anton Dvorák's Symfoni nr. 9, bedre kendt under navnet "Fra den ny verden".

I anledning af den tilstundende højtid spiller orkestret desuden en koncertsuite fra animationsfilmen "Polar-ekspressen" fra 2004, ligesom publikum kan nynne med på de kendte julesange i Leroy Andersons klassiske potpourri "A Christmas Festival" samt mærke varmen stige op i kinderne under de indlagte fællessalmer. Der er med andre ord lagt op til en rigtig hyggelig eftermiddag i hænderne på chefdirigent René Bjerregaard Nielsen, som altid er god for en musikalsk anekdote eller to, så man ganske glemmer kulden udenfor, hedder det i en pressemeddelelse.

Billetter kan købes ved indgangen.

mik.

Publiceret 01 December 2018 13:45

SENESTE TV