I Allerød er indbrudsrisikoen pr. adresse er 2,7 pct., mens den i hele Danmark er på 1,56 pct. pr. adresse, siger DinGeo.dk.

I Allerød er indbrudsrisikoen pr. adresse er 2,7 pct., mens den i hele Danmark er på 1,56 pct. pr. adresse, siger DinGeo.dk.

Allerød er populær blandt indbrudstyve

Indtast din adresse og bliv klogere på din risiko for indbrud. Resultaterne på DinGeo.dk er baseret på offentligt tilgængelige data fra f.eks. Rigspolitiets Statistikbank

Af
Anne Lønstrup

Indbrudsrisiko Kommunerne nord for København er generelt populære for indbrudstyve. Det gælder også for Allerød, hvor indbrudsrisikoen pr. adresse er 2,7 pct., mens den i hele Danmark er på 1,56 pct. pr. adresse. Det giver en 73 pct. større risiko for indbrud på en adresse i Allerød end på en gennemsnitlig adresse i Danmark.

Men inden for kommunegrænsen er der store variationer i antallet af indbrud. For eksempel er området syd for Kratbjergskolen oppe på en sandsynlighed på 6-7 pct. om året for indbrud, mens den tæt på Allerød Station er nede på 1-1,5 pct., hvilket er på niveau med landsgennemsnittet, oplyser geodata-hjemmesiden ’DinGeo.dk’.

Hjemmesiden har i de sidste to et halvt år samlet indbrudsdata fra Rigspolitiets Statistikbank og lavet et samlet indbrudskort. Her er hele landet inddelt i felter på 1x1 km. Det giver et grafisk overblik over risikoen for indbrud i Danmark. Man kan også zoome ind på Allerød kommune, og ved at taste sin adresse, får man detaljeret information om risikoen på adressen.

Velhavere og gode flugtveje

Ifølge økonom og CEO i DinGeo, Lars Groth, har sitet 15.000 brugerbesøg dagligt. To tredjedel af disse er boligsøgende, der ønsker at finde information i forbindelse med huskøb. Og her er risikoen for indbrud selvsagt et vigtigt parameter:

”Når du kigger på kortet, kan du hurtigt se, at området nord for København er attraktivt for indbrudstyve. En af udfordringerne er, at politiets opklaringsprocenter for indbrud desværre ikke er så høje, som man kunne ønske sig. I hele Danmark var der i tredje kvartal af 2018 12.745 anmeldelser, der førte til 1.449 sigtelser, hvilket giver en sigtelsesprocent på 11,4. I samme kvartal var der i Allerød 57 anmeldelser, som førte til fire sigtelser. Det giver en sigtelsesprocent på syv pct., hvilket nærmest er det samme som, at indbrud er en forbrydelse uden straf, og det ved indbrudstyvene selvfølgelig godt,” siger Lars Groth og tilføjer, at forholdet mellem anmeldelser og sigtelser er ret konstant over tid.

Han har nogle teser om, hvorfor Allerød er så interessant for indbrudstyve.

”Dels bor der forholdsvis mange velhavende mennesker i kommunen, dels er der mange motorveje og landeveje, der fungerer som gode flugtveje for indbrudstyve. Udover at stort set alle huse ligger tæt på flugtmuligheder, så ligger en del huse også uden for bygrænsen. Her er der færre naboer, der ser noget, og det tager dermed længere tid, før der slås alarm.”

Lås døren

Ifølge Lars Groth kan DinGeo’s data være en hjælp til at identificere de hårdest ramte områder og til at prioritere politiets og eventuelle vagtværns arbejde. Samtidig kan den almindelige borger altså få en reel risikovurdering for indbrud.

”Hvis man f.eks. kigger på hus, er det ret vigtigt at overveje, hvordan du kan sikre dig mod indbrud f.eks. ved at involvere naboer og ved at huske at låse døren. Mange steder i Danmark kan du tillade dig den luksus, at du kan gå uden at låse døren. Det skal man nok ikke gøre for ofte i Allerød,” konstaterer Lars Groth.

Hvor kommer tyven på besøg? DinGeo samler mange typer offentlig tilgængelig geodata på ét sted. Det er gratis at hente detaljeret information om sin grund, bolig og dens nærmeste omgivelser. Pressefoto.

Hvor kommer tyven på besøg? DinGeo samler mange typer offentlig tilgængelig geodata på ét sted. Det er gratis at hente detaljeret information om sin grund, bolig og dens nærmeste omgivelser. Pressefoto.

Publiceret 08 December 2018 05:30

SENESTE TV