"Allerød Kommune prioriterer et godt samarbejde med erhvervslivet, uanset om det er små håndværkervirksomheder eller nogle af de store internationale virksomheder, der også er til stede her i kommunen," sagde borgmester Karsten Längerich i sin velkomst på mødet med håndværkerne. Foto: Allerød Kommune

Årligt møde for håndværkere med dialog om kommende opgaver

'Flere gav udtryk for, at det er rart med en platform, hvor man kan mødes, netværke og høre om, hvad der sker i kommunen,' oplyser Allerød Kommune

temamøde Det årlige temamøde for håndværkervirksomheder bød blandt andet på en dialog om kommende bygge-, anlægs- og vedligeholdelsesopgaver i kommunen. Og samme aften kunne virksomhederne høre oplæg fra Væksthuset og kommunens eget jobcenter.

'Stemningen var god, og i lighed med sidste år var der flere, som gav udtryk for, at det er rart med en platform, hvor man kan mødes, netværke og høre om, hvad der sker i kommunen,' hedder det i en pressemeddelelse fra Allerød Kommune.

Godt samarbejde prioriteres

"Allerød Kommune prioriterer et godt samarbejde med erhvervslivet, uanset om det er små håndværkervirksomheder eller nogle af de store internationale virksomheder, der også er til stede her i kommunen," sagde borgmester Karsten Längerich i sin velkomst.

Miki Dam Larsen, formand for Teknik-, Erhverv-, Plan- og Miljøudvalget, gav også udtryk for vigtigheden af det gode samarbejde:

"Det her møde er også en god måde for kommunen at skabe kontakt til virksomhederne, når vi har noget relevant information til dem. Der kommer blandt andet en ny planstrategi i det nye år, og en revideret erhvervspolitik kommer i høring medio 2019. Alle virksomheder får også fra 1. januar 2019 mulighed for at søge hjælp i erhvervsfremmesystemet, hvor tilbuddene hidtil har været målrettet vækstvirksomheder."

Interesse for gratis sparring

To konsulenter fra Væksthuset fulgte op på budskabet med en rundtur i de mange områder, som håndværkervirksomheder kan få gratis sparring inden for – og flere deltagere udtrykte ønske om at få besøg af en vækstkonsulent.

Allerød Jobcenter deltog ligeledes med et indlæg, der ridsede alvoren i branchens udfordringer med rekruttering op, fremgår det af pressemeddelelsen.

Her udtaler Martin Olsen fra virksomheden Mavol, der var med for første gang, og han var glad for at være mødt op:

"Det har været et par berigende timer. Det var selvfølgelig spændende at høre om de kommende projekter i kommunen, og vi tænker meget i vækst, så oplægget fra Væksthuset var interessant at høre om. Det kunne godt være noget for os. Jeg går herfra med blod på tanden, og er beriget af hele mødet."

Temamødet er en del af Allerød Kommunes erhvervspolitik. Hvis man vil vide mere om Allerød Kommunes tilbud til virksomheder, kan kan kontakte kommunens erhvervskonsulent. Læs mere på Allerød Kommunes hjemmeside.

mik.

Publiceret 12 December 2018 07:20

SENESTE TV