Det er muligt at købe keramik fra et restlager fra Lillerød Lervarefabrik. Foto: LAFAK

Det er muligt at købe keramik fra et restlager fra Lillerød Lervarefabrik. Foto: LAFAK

Keramik fra Lillerød Lervarefabrik til salg

Restlager sælges på Lokalhistorisk Arkiv

Lokalhistorisk Arkiv & Forening i Allerød Kommune (LAFAK) har netop præsenteret den nye bog 'Lillerød Lervarefabrik – 1870'erne-2006', om den historiske Lillerød Lervarefabrik.

Bogen er til salg i Bog & idé i bymidten i Lillerød samt i Lokalhistorisk Arkiv på Kirkehavegaard i arkivets åbningstid, der er fra mandag-torsdag fra kl. 9-13.

I den anledning vises arkivets samling af lervarefabrikkens produktion i arkivets udstillingsrum. Og som et særligt kuriosum vil det på arkivet også være muligt at købe et restlager af de velkendte keramikvarer fra Lillerød Lervarefabrik.

'Lervarefabrikkens nok største aftager, Pottemagerstuen, lå inde med et restlager af det populære lertøj, og det kan købes fra 18.-20. december og derefter fra 7. januar i arkivet på Kirkehavegaard, så længe lager haves. Det vil så være muligt at få suppleret det gamle stel eller starte en ny samling af det lokale lertøj - og det til særdeles rimelige priser,' skriver arkivleder Birthe Skovholm til Allerød Nyt.

Om den nye bog tilføjer Birthe Skovholm:

'Arkivet har længe syntes, at der burde sættes et minde over det gamle pottemageri på Tokkekøbvej, hvis gode lertøj er kendt viden om, og det er nu resulteret i en flot bog. Mest en skøn billedbog om pottemageriet og dets historie – og med talrige farvefotos af det kendte lertøj, der blev produceret på samme matrikel fra 1870'erne til 2006, hvor virksomheden definitivt lukkede.'

mik.

Publiceret 18 December 2018 14:34