Foto: Mungo Park

Foto: Mungo Park

'Camille Clouds Brevkasse' får premiere 17. januar

Mungo Park-forestillingen beskrives som 'et satirisk karaktermord på nutidens succeskultur'

teater Forestillingen 'Camille Clouds Brevkasse' får premiere på Mungo Park torsdag 17. januar 2019 kl. 20.00. Det oplyser Mungo Park.

Teatret beskriver forestillingen som 'et satirisk karaktermord på nutidens succeskultur' og 'et absurd Danmarksbillede anno 2019'.

Forestillingen er baseret på Line Knutzons satiriske bog af samme navn.

'Camille Cloud har svarene på alt! Hun er tidens stemme og fremtidens håb. Hun har succes og har tænkt på alt, allerede inden hun blev født. Og så er hun kendt fra Line Knutzons fiktive, litterære værk 'Camille Clouds Brevkasse', som nu for første gang bliver omsat til scenekunst,' skriver Mungo Park i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Mungo Park tilføjer den tredje dimension til den famøse brevkasse, når de mærkværdige og evigt udfordrede karakterer – som f.eks. kvinden på 50, der ikke vil ligne en kvinde på 50, eller manden der dater sig selv og søger ligesindede – vækkes til live på scenen. Her vil de desperate brevkasse-spørgere fra Knutzons univers blive kropsliggjort af fire skuespillere fra Mungo Parks faste ensemble: Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen og Mads Hjulmand.'

'Heinrich Christensen, som bl.a. står bag den Reumert-nominerede publikums- og anmeldersucces 'H.C. Andersens Samlede Eventyr', dramatiserer og instruerer 'Camille Clouds Brevkasse'.

Det er ikke første gang, at Mungo Park opfører et værk af Line Knutzon. Tidligere har forfatteren og dramatikeren stået bag den musikalske og absurde komedie 'Birkehytten' i 2007 samt kæmpesuccesen 'Guitaristerne' fra 2010, der modtog en Reumert i kategorien 'Årets Lille, Store Forestilling'.

Læs mere: www.mungopark.dk

Publiceret 20 December 2018 13:46