Leonora Christina Skov pryder forsiden af Allerød Biblioteks forårsprogram 2019.

Leonora Christina Skov pryder forsiden af Allerød Biblioteks forårsprogram 2019.

Forår på biblioteket: Eske Willerslev og Leonora Christina Skov

Bred vifte af arrangementer i Allerød Biblioteks forårsprogram

forår Allerød Bibliotekers forårsprogram er på trapperne: Fra fredag 11. januar kl. 11.00 kan man finde programmet både fysisk på biblioteket og på bibliotekets hjemmeside, hvor man også kan købe billetter til de forskellige arrangementer.

Blandt de mange spændende tilbud kan nævnes besøg af den verdensberømte DNA-forsker Eske Willerslev, der vil holde foredraget: 'Hvor stammer vi fra?' torsdag 24. januar.

Willerslevs forskning har omskrevet menneskets forhistorie i både Australien, USA og Grønland. Han præsenterer publikum for masser af ny viden, koblet med underholdende anekdoter og fængslende historier.

Naturvidenskab og frikadellebibliotek

Der er rig mulighed for at blive både udfordret og endda klogere, når biblioteket igen blænder op for en række livestreamede foredrag i naturvidenskab. Programmet spænder over emner som hjerneforskning, klimaændringer, hvaler og jordskælv.

Og så er der igen frikadellebibliotek med underholdning og fællesspisning. Blandt andet er der besøg af Stomp, der sætter fut i benene og tager børnene med ind i rytmejunglen, og så kommer Børnebanditterne forbi med masser af sang og leg.

Debat og mad

Der inviteres til fællesspisning på biblioteket med interessante oplæg og samtaler, under overskriften 'Debat og mad'.

Til den første middag lægger Feminas chefredaktør, Camilla Kjems, vejen forbi. Derudover kan man opleve den danske oversætter Mette Holm, der fortæller om sit arbejde med at oversætte den japanske forfatter Haruki Murakamis magiske univers.

Litteratur - på flere måder

På programmet står også nye tiltag med litteratur i skoven, hvor man kan komme på gåtur med litteraturformidler Lise Falck Hansen, der undervejs læser højt fra spændende tekster.

Biblioteket fortsætter også med højtlæsning i form af 'Godnathistorier for voksne', og så kan det nævnes, at forfatteren Leonora Christina Skov 1. april holder foredraget 'Den der lever stille'.

mik.

Publiceret 05 January 2019 07:45