Årets største nyhed i Allerød Ungdomsskole er en cykeltur til Skagen i slutningen af skolernes sommerferie. Foto: Allerød Ungdomsskole

Årets største nyhed i Allerød Ungdomsskole er en cykeltur til Skagen i slutningen af skolernes sommerferie. Foto: Allerød Ungdomsskole

Allerød Ungdomsskole på to hjul til Skagen

Ungdomsskolen vil styrke de unges fysiske og personlige færdigheder med en helt speciel cykeltur

cykeltur Allerød Ungdomsskoles forårssæson er i fuld gang og byder på en række nye og spændende kurser til de unge. Årets største nyhed er en cykeltur til Skagen i slutningen af skolernes sommerferie. Der er tale om en otte dages tur med overnatning indendørs og længere stop i Skagen, Løkken og Ålborg undervejs.

"Formålet med denne cykeltur er at give de unge en anderledes udfordring – og vise dem, at vedholdenhed og et stærkt fællesskab betaler sig," siger Ulla Holtze fra Allerød Ungdomsskole, der er primus motor på projektet. Hun fortsætter:

"Der skal cykles ca. 90 km. dagligt med en enkelt dags pause i Skagen, så der burde være garanti for ømme muskler, hygge og et stort behov for kolde is."

Træner fra starten af marts

Cykelruten løber langs mindre jyske veje for at undgå alt for meget stærk trafik. For at kunne nå spidsen af Danmark og retur på de planlagte otte dage, skal de unge sejle fra Odden til Århus og springer dermed Fyn og de kendte – eller måske frygtede – bakker ved Vejle over i denne omgang.

Alle skal være fysisk klar og kunne mestre at køre racercykel med clickpedaler inden afgang. Derfor mødes holdet 1-2 gange ugentligt for at træne allerede fra starten af marts måned. Og mangler man en god cykel, er der mulighed for at leje eller købe en brugt cykel til en god pris hos en af ungdomsskolens medarbejdere, der har en cykelbutik og er med til at træne de unge.

"Vi har sørget for et stærkt hold af voksne, der både kan reparere cykler, coache, yde førstehjælp og måske mest af alt lave mad til de unge på turen. Vi fragter alt bagagen i medfølgende servicebiler, så de unge kun skal koncentrere sig om at træde i pedalerne ude på selve ruten," siger Ulla Holtze.

Andre forårstilbud

Udover cykelturen gentages den populære girlpower-camp i Sverige i starten af april, hvor der er lagt op til tre skønne og lærerige dage med fokus på girlpower og hygge, oplyser ungdomsskolen.

Er man mere til madlavning, er der mulighed for at lave bl.a. flødeboller, sushi og mexicansk mad. Og hvis man foretrækker mad over bål, er det oplagt at deltage på kurset 'Nak og æd', hvor man dyster om at vinde de bedste ingredienser til dagens gryderet.

Ungdomsskolen har de sidste mange år haft stor succes med at uddanne babysittere og går nu skridtet videre i forhold til at hjælpe de unge med at få andre typer af fritidsjobs på kurset 'Klar, parat, jobstart'. Her er der undervisning i at skrive ansøgninger og gå til jobsamtale samt få indsigt i, hvad det vil sige at være en serviceminded og ansvarsfuld medarbejder. På det femte og sidste modul får alle deltagerne mulighed for at deltage i en 'rigtig' jobsamtale med en af byens butikschefer med feedback.

Få mere at vide: www.a-u.dk

mik.

Publiceret 11 January 2019 14:00

SENESTE TV