Interessen for borgermødet om indbrud i Lynge var stor. Foto: Michael Braunstein

Interessen for borgermødet om indbrud i Lynge var stor. Foto: Michael Braunstein

Politiet om indbrud i Lynge: "Vi har brug for borgernes hjælp"

Der var stopfyldt i Lyngehallens café til borgermøde om indbrud i lokalområdet

Af
Michael Braunstein

indbrud "Jeg har aldrig før i mine 42 år i Nordsjællands Politi oplevet, at der bruges så mange ressourcer på indbrud. Vi tager normalt ud til alle indbrud i beboelse. Generelt er antallet af indbrud faldende. Men politiet kan ikke løfte det her selv, vi har brug for alles hjælp - vi har brug for jeres hjælp."

Sådan sagde kriminalassistent Jørn Bo Jensen, Nordsjællands Politi, på borgermødet 10. januar i Lyngehallens café.

Mødet handlede om indbrud i lokalområdet - under overskriften: 'Stop indbrud i Lynge' - og det fandt sted på initiativ af fire lokalpolitikere fra Lynge: Theodore Gbouable, Socialdemokratiet, Erling Petersen, Blovstrødlisten, og Esben Buchwald og Lisbeth Skov, begge Venstre.

De fire politikere arrangerede mødet, fordi Lynge efter deres mening er stærkt præget af indbrud.

Interessen var markant: Der var stopfyldt i caféen, og selvom der blev båret flere stole ind, var der alligevel et antal deltagere, der måtte stå op.

66 anmeldelser i 2018

Jørn Bo Jensen oplyste, at der i 2018 i Lynge har været 65 anmeldelser om indbrud i villaer og 1 anmeldelse om indbrud i lejlighed.

På top 10-listen over de mest populære veje i Lynge hos indbrudstyvene er Kirkebakkegårdsvej nummer 1 med seks anmeldelser, efterfulgt af Kirkevangen med fem. Der har været fire anmeldelser på henholdsvis Julemosevænge, Moselundsvej og Perlestensvej.

"Vi kan se, at indbruddene også i Lynge i høj grad sker mellem kl. 12-14 og mellem kl. 16-18, og at det for hovedpartens vedkommende foregår om torsdagen," sagde Jørn Bo Jensen.

Han havde ikke indbrudstallet for 2017 i Lynge med, men påpegede, at "generelt er antallet af indbrud faldende."

"Politiet kommer meget gerne ud og fortæller og uddyber og hjælper grundejerforeninger og andre, hvis der er brug for det, ligesom vi gerne går med i grupper, der måtte blive oprettet, altsammen med henblik på forebyggelse af indbrud," sagde Jørn Bo Jensen.

Kriminalassistenten informerede på mødet om netop forebyggelse af indbrud, idet han blandt andet kom ind på gerningsmænds adfærd, sikring af beboelse, alarmer, overvågning, nabohjælp og andre aftaler med naboer, tryghedsvandringer, apps og ikke mindst politiets sms-ordning.

Og så svarede han - på et spørgsmål fra salen om opklaringsprocenten for indbrud:

"Opklaringsprocenten er ret lille, desværre - men vi mangler altså også hjælp fra borgerne."

Lokale initiativer måske på vej

I den efterfølgende debat på mødet blev der udvekslet erfaringer og givet råd vedrørende indbrud og forebyggelse, nabohjælp-ordningen blev fremhævet, og bedre vejbelysning og mere synligt politi blev efterlyst.

Lisbeth Skov glædede sig over, at så mange var mødt frem.

"Jeg håber, at vi kan finde ud af at sætte noget igang sammen efter det her. Vi prøver at opsummere mødet og lægger noget ud på Facebook-gruppen 'Lynge Alarm'," sagde hun.

Esben Buchwald konstaterede, at "hvis vi alle gør noget, så skubber vi tyvene ud af byen." "Jeg kunne godt tænke mig, at vi holdt et nyt møde som det her om et år," tilføjede han.

Theodore Gbouable havde også en kommentar:

"Vi bliver nødt til at gøre noget ved det, og jeg tror, vi skal tage lokale initiativer. Kontakt os hvis I har idéer til, hvad vi kan gøre."

Efter mødet var der mulighed for snakke med firmaer fra sikkerhedsbranchen om, hvordan man kan sikre sit hjem.

Overskriften for mødet i Lyngehallen var 'Stop indbrud i Lynge'. Foto: Michael Braunstein

Overskriften for mødet i Lyngehallen var 'Stop indbrud i Lynge'. Foto: Michael Braunstein

Publiceret 11 January 2019 10:45