'Badekarret' var godt fyldt op ved orienteringsaftenen på Allerød Gymnasium 17. januar. Foto: Allerød Gymnasium

'Badekarret' var godt fyldt op ved orienteringsaftenen på Allerød Gymnasium 17. januar. Foto: Allerød Gymnasium

700 til orienteringsaften på Allerød Gymnasium

Aktivitet overalt da kommende elever og deres forældre blev budt velkommen

åbent hus Med musik fremført af nogle af musikeleverne blev de mange kommende elever og deres forældre 17. januar budt velkommen på Allerød Gymnasium (AG) til den årlige orienteringsaften. De godt 700 gæster blev modtaget i 'badekarret', hvor de blev præsenteret for gymnasiets brede palet af faglige og sociale tilbud.

I sin velkomsttale fremhævede rektor Kirsten Schiellerup netop g'ymnasiets bredt favnende faglighed, fællesskabet og de suveræne faciliteter, som bl.a. omfatter flotte musik- og dramalokaler og topmoderne idrætsfaciliteter - altsammen noget som hun som rektor var stolt af at kunne vise frem,' hedder det i en pressemeddelelse.

Her kan man også læse, at to tidligere elever af aftenens elevværter - Agnes fra 2v og Jacob fra 1x - fik stillet en række spørgsmål om, hvordan de så på AG i retrospektiv, og hvad AG havde givet dem med på vejen ud i deres videre studieliv.

'Samstemmende fremhævede de, at det sociale liv og fællesskab - som havde givet dem venner for livet - de mange tilbud på skolen og lærernes faglighed og store engagement i undervisningen var noget af det, som havde betydet allermest for dem,' står der i pressemeddelelsen.

Musical og vejledning

En række medvirkende elever fra dette års coming-up musical 'Skatteøen' opførte derefter nummeret 'Sørøver-sangen' af Sebastian. Forestillingen spiller 31. januar og 1. februar, begge dage kl. 19.30, samt 2. februar kl. 17.00.

Ved orienteringsaftenen gav studievejleder Marie Louise Hansen gav gode råd om, hvordan man vælger den rigtige ungdomsuddannelse, og to elever - Busra fra 1m og Jacob fra 2r - præsenterede de mange sjove og spændende aktiviteter uden for selve undervisningen, som man kan deltage i.

'Aktiviteterne giver ikke kun giver mulighed for f.eks. særlig faglig fordybelse, men også indflydelse på tiden i gymnasiet, og er i høj grad også med til skabe det gode sociale liv og sammenhold både i klassen og på tværs af klasser og årgange, som AG er kendt for,' skriver gymnasiet.

Åbent hus

Efter det indledende program var der åbent hus, hvor gæsterne gik rundt og overværede lærere og elever uddybe de faglige muligheder i de studieretninger, som de nye elever skal vælge imellem efter de første tre måneder.

I science-fløjen blev der udført sjove eksperimenter, og i de mange velbesøgte boder rundt omkring på gangene kunne man få mere at vide om de enkelte fag - og få svar på andre spørgsmål, man som kommende elev måtte være optaget af.

I skolens idrætshal var der også fuld power: Flere elever viste AG's idrætsfaciliteter frem for gæsterne og gav smagsprøver på deres færdigheder inden for forskellige boldspil, lyder beretningen.

mik.

Overalt var der gang i aktiviteterne. Foto: Allerød Gymnasium

Overalt var der gang i aktiviteterne. Foto: Allerød Gymnasium

Publiceret 18 January 2019 11:19