En glad Erik Lund under sin 25-års jubilæumsreception - nu med Ridderkorset. Foto: Anne Lønstrup

En glad Erik Lund under sin 25-års jubilæumsreception - nu med Ridderkorset. Foto: Anne Lønstrup

Ridder Erik af Dannebrog

Den konservative politiker Erik Lund er blevet tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen. Det blev overrakt af borgmester Karsten Längerich under Erik Lunds 25 års jubilæumsreception på Allerød Rådhus fredag

Af
Anne Lønstrup

æresbevisning Flot så det ud, da Erik Lund fæstnede Ridderkorset på jakkens revers og lod sig forevige af venner og presse under sin 25 års jubilæumsreception på Allerød Rådhus.

Forinden var han i en tale af Karsten Längerich blevet rost for sit lange træk som politiker i Allerød. 25 år, hvor Erik Lund har beklædt forskellige poster – bl.a. jobbet som borgmester fra december 2008 til december 2013 – og i denne periode som medlem af Økonomiudvalget.

I hans borgmestertid var kommunens økonomi blevet kraftigt forbedret, lød det, og det lykkedes at sænke skatten med et procentpoint.

Jubilaren bliver foreviget med sin nye orden. Foto: Anne Lønstrup

Jubilaren bliver foreviget med sin nye orden. Foto: Anne Lønstrup

”Du er en person, som deler vandene. Mange har en mening om dig, og det trives du med,” lød skudsmålet til den smilende ordens-modtager.

”Din fortid som bordtennisspiller fornægter sig ikke. Bolden skal sendes retur over nettet,” sagde Karsten Längerich også, og så kunne han ikke dy sig for i en drillende bemærkning at konstatere, at Erik Lund er god til at dele sine sejre på Facebook.

Endelig citerede han Allerød Nyts nylige 70 års portræt, hvor Erik Lund slog fast, at han ikke er på vej ud af det politiske liv:

”Nej, det skal man aldrig have tanker om. Man slutter den dag, man synes, at nu er man brændt ud – og det er jeg langt fra - eller den dag, vælgerne ikke vil pege på en.”

Erik Lund får overrakt Dronningens orden af borgmester Karsten Längerich. Foto: Anne Lønstrup

Erik Lund får overrakt Dronningens orden af borgmester Karsten Längerich. Foto: Anne Lønstrup

Publiceret 18 January 2019 15:27