'Natur- og højtlæsningsgruppen' fokuserer på nærvær og det 'at være til stede i nuet'. Pressefoto

'Natur- og højtlæsningsgruppen' fokuserer på nærvær og det 'at være til stede i nuet'. Pressefoto

Er du på vej ud af stress eller længerevarende sygdom?

Allerød Bibliotek starter ny omgang med 'Natur og højtlæsning'

forløb 19. februar starter en ny omgang af Allerød Biblioteks forløb med 'Natur og højtlæsning' for Allerøds borgere. Gruppen retter sig mod dig, der er på vej ud af stress eller længerevarende sygdom.

'Natur- og højtlæsningsgruppen' fokuserer på nærvær og det 'at være til stede i nuet'. Gruppen mødes en gang om ugen og går ud i skoven. Hvis vejret er til det, er man ude hele tiden, og ellers går turen tilbage til biblioteket. Læseguide og litteraturformidler, Lise Falck Hansen, læser undervejs højt efter principperne i guidet fælleslæsning.

'Natur- og højtlæsningsgruppen' strækker sig over 10 ugentlige møder af cirka tre timers varighed, og første mødedag er altså tirsdag 19. februar. Der kan være 15 deltagere pr. gruppe.

Alle kan tilmelde sig, det kræver ikke henvisning fra læge eller andet, og forløbet kræver ingen forberedelse af deltagerne.

"For mig er det rart med fællesskabet, fordi jeg kan sige nogle ting her, som jeg ikke kan derhjemme. Her kan jeg snakke om det, der er hårdt for mig lige nu. Min familie kan godt have det svært med, at jeg er syg, og derfor er det rart at have nogle at snakke med det om her," som en deltager på et tidligere forløb har udtalt.

Forløbet er ikke et behandlingstilbud, men skal opfattes som en gruppe, der får mennesket ud blandt andre, i samspil med litteratur og natur, hedder det i en pressemeddelelse. Tilbuddet er blevet til i samarbejde med Allerød Kommunes Forebyggelsesenhed.

Mødedage og -sted: Følgende tirsdag kl. 10.00 på pladsen foran Allerød Bibliotek: Februar: 19/2, 26/2, marts: 5/3, 12/3, 19/3, april: 2/4, 9/4, 23/4, 30/4 og maj: 7/5.

Vil du vide mere og tilmelde dig, skal du skrive til: lifh@alleroed.dk eller ringe til Allerød Bibliotek på tlf.: 4812 6000 og spørge efter Lise Falck Hansen.

mik.

Publiceret 19 January 2019 09:45