Foto fra turen i Hafjell: Allerød Gymnasium

Foto fra turen i Hafjell: Allerød Gymnasium

Gymnasieelever i de norske fjelde

72 idrætsglade elever fra Allerød Gymnasium på ski

på ski Som traditionen byder det, gik turen for 72 idrætsglade elever fra Allerød Gymnasium (AG) igen i år mod de norske fjelde, hvor uge 2 og 3 stod i skienes tegn i Hafjell ved Lillehammer.

Tilbuddet om en uge på ski, med både langrend samt alpin eller snowboard, gælder alle elever med idræt på B-niveau, og var som altid en længe ventet fornøjelse for eleverne, lyder meldingen fra AG.

I den planlagte daglige undervisning bliver eleverne instrueret i forskellige teknikker, gennem en bred vifte af øvelser og lege, og under kyndig vejledning fra de medrejsende lærere og eksterne undervisere fra Københavns Universitet. Undervejs analyseres elevernes skiløb, hvilket giver dem fokuspunkter til den efterfølgende undervisning.

Selvom undervisningen på turen er i fokus, bliver der dog også tid til, at eleverne frit kan boltre sig med masser af fart på bakkerne og hop i fun-parkerne.

Da elevernes forudsætninger for at stå på ski er meget forskellige, giver det en udfordring af både teknisk og fysisk karakter, når de starter de første tre dage på langrend.

"Mange af eleverne glæder sig super meget til alpin og snowboard og frygter lidt langrend, men vi oplever, at eleverne får nogle fantastiske succesoplevelser med langrend og faktisk kommer til at glæde sig til at komme ud dagen efter," siger en af de 10 undervisere, Bjørn Lind, og understreger, at mange rykker sig rigtig meget.

De resterende tre dage skrues tempoet op med enten snowboard eller ski på fødderne. Her giver aktivitetsniveauet udfordringer både for de elever, som har stået i flere år og for de elever, som prøver alpin for første gang.

Ud over det undervisningsmæssige øjemed, fylder det sociale samvær på kryds og tværs af klasser også meget på turen. Aftentimerne i hytterne bruges typisk på at pleje de ømme stænger med hygge, spil, madlavning og film - og på at dele dagens mange strabadser og sjove oplevelser med hinanden.

mik.

Publiceret 20 January 2019 11:15