Mette Abildgaard sammen med byrådsmedlem Martin H. Wolffbrandt og konservative kampagnefolk i bymidten i Lillerød i weekenden. Pressefoto

Mette Abildgaard sammen med byrådsmedlem Martin H. Wolffbrandt og konservative kampagnefolk i bymidten i Lillerød i weekenden. Pressefoto

Mette Abildgaard førte valgkamp i Lillerød

Det konservative medlem af Folketinget gætter på, at valget kommer engang i marts eller april

Det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard tog i weekenden forskud på den kommende valgkamp til Folketinget blandt de handlende i bymidten i Lillerød.

Ved Kvickly Allerød blev folk mødt af Mette Abildgaard, byrådsmedlem Martin Wolffbrandt og en håndfuld kampagnefolk i grønne jakker, der delte brochurer ud og tyggegummi, der med et glimt i øjet havde påtrykt sloganet: 'Mette Abildgaard – tyg lige på det.'

"Flere blev lidt rundt på gulvet, da de så os og troede straks, at der var udskrevet valg. Men vi er blevet taget rigtig godt imod. I virkeligheden tror jeg, at mange har mere lyst til at snakke politik nu, end når valgkampen først ruller for fulde gardiner og alle politikere presser sig på," siger Mette Abildgaard i en pressemeddelelse.

Ved valget i 2015 blev hun for første gang valgt i Folketinget. Siden er det gået stærkt for den 30-årige politiker, der er avanceret til politisk ordfører og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti. Sidste år blev hun også mor til en lille pige, men vender i starten af februar tilbage fra barsel til arbejdet på Christiansborg.

"Jeg har masser af gåpåmod til forhåbentlig at få lov at fortsætte arbejdet i Folketinget. Vi skal fortsætte kampen for trafikinvesteringer i Nordsjælland, lavere boligskatter og et opgør med udligningsordningen. Samtidig vil jeg også kæmpe videre for de mindre sager med stor betydning for vores område," lyder det fra det konservative folketingsmedlem.

Valget skal senest være afholdt 17. juni i år, men hvornår det bliver, tør Mette Abildgaard næsten ikke spå om.

"Der er så mange, der har spurgt mig på gaden. Men jeg må skuffe dem med, at Løkke desværre ikke har givet mig et tip om det. Mit eget bedste bud er engang i marts eller april," siger hun.

mik.

Publiceret 21 January 2019 17:25