Marianne Mortensen og Mathilde Walter Clark. Foto: Jon Kort

Marianne Mortensen og Mathilde Walter Clark. Foto: Jon Kort

Mathilde Walter Clark skriver monolog til Mungo Park-jubilar

'Fejring af et godt menneske' er skrevet særligt til Marianne Mortensen

monolog Forfatteren Mathilde Walter Clark er optaget af 'det gode menneske' i en ny monolog, skrevet særligt til Mungo Parks ensemble-skuespiller Marianne Mortensen, i anledning af Marianne Mortensens 35 års jubilæum som skuespiller.

Det er første gang, at den populære forfatter skriver til et teater.

'Fejring af et godt menneske' har premiere 10. maj og er en historie, som begynder i klædeskabet og fører os ud i verden og langt ned i fortidens hemmeligheder.

Gjorde jeg det rigtige?

Hun har rund fødselsdag og gemmer sig i skabet for at øve sin tale. Gæsterne ankommer, hun bliver hvor hun er, og festen udvikler sig uden sit naturlige midtpunkt.

Der er noget som trænger sig på, hændelser fra fortiden, som måske kun tåler at blive sagt højt i et skab.

For hvem er det egentlig, de fejrer? Ved de overhovedet, hvem hun i virkeligheden er? Hvad vil det sige at være 'et godt menneske'? Kan man fortryde ikke at fortryde?

'Fejring af et godt menneske' beskrives som en intim og personlig forestilling om 'det gode menneske' som tugt og flugt. Om tiden, der bare æder sig ind på én, uden at man kan stille noget op. Og mest af alt er det en forestilling om at være menneske på godt og ondt. For tingene er ikke altid så enkle, som de ser ud. Nogle gange er frihed ikke til at skelne fra traume. Og nogle gange er vi allermest gode, når vi er allermest onde, hedder det i en pressemeddelelse.

Stor begejstring for samarbejdet

Mathilde Walter Clark blev noget overrasket, da Mungo Park først ringede:

"Ærligt: Jeg tænkte, Shit! Jeg har aldrig skrevet teater før, jeg var ved at dø af skræk, men jeg har sådan en god gammel regel om at sige ja. Så slipper jeg for at tage højde for, om jeg er bange. Og samtidig var jeg selvfølgelig også helt vildt beæret. Jeg synes Mungo Park er så cool og laver noget af det mest spændende teater. Det ville jeg selvfølgelig gerne være en del af," siger Mathilde Walter Clark.

Der gik ikke lang tid før hun fik idéen til forestillingen:

"Jeg fik ret hurtigt idéen om, at vores 60-års fødselar skulle gemme sig i et skab, og at publikum skulle være derinde med hende, mens festen foregik udenfor. At gemme sig i et skab synes jeg er en helt naturlig reaktion på at fylde rundt. Og derfra begyndte jeg så at spørge til, hvad hun lavede der, hvad hun gemte på og så videre," siger den debuterende dramatiker.

35 års-jubilaren Marianne Mortensen supplerer:

"Det har været en kæmpe fornøjelse. Mathilde er et begavet, nærværende og yndigt menneske, jeg i den grad har nydt at samtale med. For samtaler har det været. Af den sjældne slags."

Billetter til forestillingen kan bestilles på www.mungopark.dk.

mik.

Publiceret 11 February 2019 10:51