Lene Krogh og Henrik Hurtigkarl under arbejdet hos Pauli Cykler med at finde de rigtige, personlige indstillinger på den særlige test-cykel. Indstillingerne overføres senere til Lenes nye cykel, der ses til højre. Foto: Michael Braunstein

Lene Krogh og Henrik Hurtigkarl under arbejdet hos Pauli Cykler med at finde de rigtige, personlige indstillinger på den særlige test-cykel. Indstillingerne overføres senere til Lenes nye cykel, der ses til højre. Foto: Michael Braunstein

Lene fik indstillet sin Paris-cykel

Forberedelserne til Lene Kroghs cykeltur med Rotary til Paris går godt

Af
Michael Braunstein

cykeltur "Det går forrygende godt med træningen: Jeg cykler fem timer om ugen indendørs i fitnesscenter, og det hele føles fint."

Sådan siger formanden for Allerød Handelsforening og indehaver af Brillehuset, Lene Krogh, der har sat sig et mål: Sammen med Team Rotary Nordsjælland skal hun cykle fra Hillerød til Paris fra 12.-19. juli 2019.

Træningen startede i januar med spinning i fitnesscenter, og til april skal der trænes i samlet flok på landevej. Det er forventningen, at deltagerne kommer til at cykle 2500-3000 kilometer før afgangen til Paris.

I forvejen dyrker Lene Krogh spinning, yoga og løb, så hun har fra starten haft tiltro til, at hendes grundform var i orden.

Var ikke i tvivl

Netop med henblik på cykeltræningen udendørs - og selve Paris-turen, der er opdelt i otte etaper - har Lene Krogh nu valgt sig en cykel til asfalt-strabadserne.

"Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville gå de få meter ad M.D. Madsensvej i bymidten i Lillerød fra Brillehuset til Pauli Cykler, og jeg har fundet lige dét, jeg skulle bruge," siger Lene Krogh.

Hun fremhæver, at når man køber sin cykel hos Pauli Cykler, følger der en gratis service med i form af hjælp fra en fysioterapeut til at indstille cyklen korrekt og helt individuelt, blandt andet ved brug af en særlig test-cykel - man skal blot bestille tid på forhånd.

13. februar blev alle indstillingerne så foretaget, idet Lene Krogh fik assistance af Henrik Hurtigkarl, der på visitkortet foruden fysioterapeut har ordene 'osteopati' og 'bikefit' stående.

"Jeg arbejder med optimering af kroppen i funktion, primært hos cykelryttere, ligesom cykelfitness og tilpasning af cykler er blandt mine arbejdsområder. Jeg lancerer snart sitet cykelfit.dk," siger Henrik Hurtigkarl, der har samarbejdet med Pauli Cykler gennem et års tid.

Støtter velgørenhed

Det er sjette gang, turen til Paris køres i Rotary-regi, og det altoverskyggende formål er at indsamle midler til at støtte velgørenhed.

Om baggrunden for sin deltagelse siger Lene Krogh, der selv er medlem af Rotary:

"Jeg gør det både for at skabe opmærksomhed om Rotarys hjælpearbejde - og for at give mig selv en udfordring, hvor jeg skal være en del af et hold."

Det er håbet, at cykelprojektet i 2019 kan give et overskud på 200.000 kr. til fordel for bl.a. Julemærkehjemmet i Ølsted, ligesom det er muligt at søge om støtte fra puljen af midler. I cykelholdets levetid er der indtil nu indsamlet godt 1,2 mio. kr. til en række humanitære organisationer og sociale frivillige foreninger.

Få mere at vide: www.teamrotarynordsjaelland.dk

Publiceret 16 February 2019 08:00