Byggeriet af den nye tennishal forventes at være færdigt i juni måned. Foto: Michael Braunstein

Byggeriet af den nye tennishal forventes at være færdigt i juni måned. Foto: Michael Braunstein

Tennisformænd: "Ny hal skal komme så mange som muligt til gode"

Formændene for de tre tennisklubber i Allerød Kommune om den nye tennishal, der forventes klar til juni

Af
Michael Braunstein

tennis "Alle er enige om, at hallen skal komme så mange som muligt til gode - og gavne udviklingen af tennissporten i Allerød Kommune."

Sådan siger formændene for Allerød Tennisklub, Blovstrød Tennisklub og LUI Tennis - Morten Fritz Rasmussen, Gunnar Olsen og Jesper Bonde - om den nye tennishal, der er ved at blive bygget på Allerød Tennisklubs anlæg.

Tennishallen havde været på ønskesedlen i mindst 25 år, inden den kom med på det kommunale budget for 2018.

"Vi har siden denne vedtagelse arbejdet på at definere, hvordan hallen skulle fungere. Arbejdet mellem de tre klubber har hele tiden foregået i en behagelig og konstruktiv ånd," siger de tre formænd og fortsætter:

"Der er lagt op til et tæt samarbejde imellem klubberne om hallen, og der vil komme flere aktiviteter i hallen, hvor medlemmer fra de tre klubber kan deltage på lige fod. Der vil ikke blive taget hensyn til klubtilhørsforhold, men alle der ønsker at spille om vinteren, skulle gerne komme til det. Jo mere hallen kan blive booket op, jo bedre synes vi det er."

"Det er blevet til mange møder både klubberne imellem og mellem klubberne og kommunen. Samarbejdet med kommunen har også her været meget positivt," siger Morten Fritz Rasmussen, Gunnar Olsen og Jesper Bonde.

Mange forberedelser

Om forarbejdet oplyser formændene, at de i 2017 så på flere haller for at kigge på blandt andet indretning og belysning.

I løbet af året var der flere møder med andre i en lignende situation, altså hvor der er tale om tre klubber, der sammen driver en tennishal.

Der blev også arbejdet med krav til hallen, og der blev afleveret brugerkrav til kommunen.

I 2018 var der blandt andet møder med kommunen for at snakke om udbudsmateriale, afprøvning af gulv i flere haller, arbejde med en samarbejdsaftale klubberne imellem og arbejde på en driftaftale mellem kommunen og klubberne. Der var også i 2018, at det første spadestik til hallen blev taget.

I 2019 har der været møder med kommunen om anlægsarbejdet, ligesom arbejdet vedrørende samarbejde og driftsaftale er intensiveret.

Det er planen, at der skal være rejsegilde 5. marts kl. 12.30. Den nye tennishal forventes at stå færdig til juni.

Publiceret 18 February 2019 05:30