Hair by Darling blev 'Årets Butik 2018'. Diplom og blomster blev overrakt af formand for Allerød Handelsforening, Lene Krogh (til højre) til Rikke Darling Bay.

Hair by Darling blev 'Årets Butik 2018'. Diplom og blomster blev overrakt af formand for Allerød Handelsforening, Lene Krogh (til højre) til Rikke Darling Bay.

Allerød Handelsforening: Lene Krogh genvalgt som formand

"Vi har en by, der er i udvikling," sagde Lene Krogh på årets generalforsamling, hvor Hair by Darling blev kåret til 'Årets Butik 2018'

Af
Michael Braunstein

handel Lene Krogh, Brillehuset, blev genvalgt til formandsposten for de næste to år, da Allerød Handelsforening havde generalforsamling 14. marts.

I sin beretning så Lene Krogh tilbage på 2018 og ikke mindst beslutningen om at sige ja til Byforum.

"2018 var så endelig året, hvor vores ønsker og forventninger skulle indfries. Susanne Karlsson begyndte som vores citymanager 1. april. Der har været nok at tage fat på, blandt andet at få et overblik over hvilke aktiviteter, vi ønskede os, og ikke mindst udføre dem og skabe liv i bymidten," sagde Lene Krogh, der gennemgik årets talrige arrangementer, herunder helt nye tiltag som VM i fodbold på storskærm på 'Øen'.

"Det blev en fantastisk aften," konstaterede Lene Krogh, der blandt meget andet også glædede sig over de nye legepladser på M.D. Madsenvej.

Planer på Allerød Torv

"Vi har en by, der er i udvikling," sagde handelsforeningens formand og nævnte blandt andet The Clubs indflytning i den tidligere Irma-bygning, nye restauranter og opgraderingen af byningen med Bog & idé og The Club.

"To villaer er blevet revet ned på Amtsvej, så der bliver plads til det kulturtorv, vi har hørt om i så mange år. Nu mangler vi bare at Mungo Park får finansieret deres nye bygning. 7-Eleven er desværre lukket i starten af 2019, men heldigvis har Bo Machhom valgt at åbne en kaffebar i lokalet," sagde Lene Krogh og fortsatte:

"Allerød Torv står desværre stadig forfærdelig tomt. Der arbejdes på en helhedsplan, og jeg ved at rygterne florerer, både blandt forretningerne og kunderne. Ligeså snart det falder på plads, kommer der en udmelding. Hvis det går som planlagt, bliver det godt – rigtig godt."

"Kommunen gør noget for os, udlejerne gør noget for os. Det er nødvendigt, at vi også selv gør noget. Det er jo trods alt i sidste ende vores levebrød, det handler om," sagde formanden og tilføjede:

"Jeg bliver ofte spurgt om: Hvorfor skal jeg være medlem i Handelsforeningen? Hvad gør den for mig? Min holdning er helt klar: Det skal du være, fordi vi er kun stærke sammen. Måske er tiden nu kommet til, at vi spørger os selv: Hvordan kan jeg gøre bymidten endnu mere attraktiv."

'Årets Butik 2018'

Traditionen tro blev 'Årets Butik' kåret, og 2018-udgaven af hæderen gik til Hair by Darling.

"Det er altid svært at vælge 'Årets Butik', for mange gør det jo rigtigt godt, men Hair by Darling har virkelig udviklet sig og taget mange fine initiativer, og salonen bakker altid op - i al slags vejr - om arrangementerne i byen," siger Lene Krogh.

Bestyrelsen for Allerød Handelsforening kører videre uændret, med følgende medlemmer: Søren Lorentzen, Kop & Kande, Ole Bigler, Kvickly, Karna Lønne, Krukkerne, og Lisbet Mylov, Nordea.

Publiceret 15 March 2019 11:16