Urskiven på vej til sin plads på Uggeløse Kirkes tårn - skiven ventes at være endeligt på plads i løbet af i dag, onsdag. Billeder fra arbejdet med at montere den nye urskive onsdag morgen: Michael Braunstein

Urskiven på vej til sin plads på Uggeløse Kirkes tårn - skiven ventes at være endeligt på plads i løbet af i dag, onsdag. Billeder fra arbejdet med at montere den nye urskive onsdag morgen: Michael Braunstein

Urskiven på vej tilbage på Uggeløse Kirkes tårn

Få forklaringen her på, hvorfor uret kun har én viser

Af
Michael Braunstein

urskive Onsdag 20. marts skal urskiven på Uggeløse Kirkes tårn efter planen tilbage på sin plads, efter endt restaurering. Arbejdet var i fuld gang onsdag morgen, hvor det blandt andet blev fulgt af kirkeværge Jan Bjerregaard.

"Urskiven blev taget ned i efteråret, ikke mindst fordi trærammen var rådden. Nu har vi fået en ny urskive i rustfrit stål, der er tip top i orden," sagde Jan Bjerregaard.

Fra 1649

De første oplysninger man har om uret på Uggeløse Kirke går helt tilbage til Christian den Fjerdes tid. Uret og urskiven blev sat op i 1649, men godt 100 år efter styrtede tårnet sammen. Med hjælp fra kongen, Christian den 7., blev tårnet bygget op igen, og det stod færdigt i 1767.

Urskiven var af træ, men blev senere erstattet af en skive af metal.

Kun én viser

Med sin særlige lyseblå farve og kun én viser kan uret ses langvejs fra. Mange tror, at uret har tabt en viser, men der har altid kun været én.

Hvorfor? Det giver Ole Reimer fra Lynge-Uggeløse Menighedsråd forklaringen på:

"Uret er bygget før industrisamfundet blev almindeligt i Danmark. På landet mødte man ikke til en bestemt tid som på en fabrik eller et værksted. Karle og piger arbejdede med årstiderne i stalden og på markerne – ingen havde brug for en nøjagtig tidsangivelse."

"Man arbejdede til man var færdig eller mørket gjorde det umuligt. Ingen talte timer, man var hyret for nogle måneders arbejde og kunne flytte til skiftedag. Det var som regel 1. maj og 1. november."

"Når man skulle i kirke ringede klokkeren til højmesse, så man ikke kom for sent. Og det gør han jo endnu - men i dag klarer elektronikken det hele," siger Ole Reimer.

Publiceret 20 March 2019 10:11