Jørn Winther Jepsen (til venstre med mikrofonen) i aktion under en af debatterne ved Lynge Messen i 2017.

Jørn Winther Jepsen (til venstre med mikrofonen) i aktion under en af debatterne ved Lynge Messen i 2017.

"Vi vil holde politikerne op på deres løfter"

Det siger Jørn Winther Jepsen, der skal styre debatterne ved Lynge Messen

Af
Michael Braunstein

messe "Vi vil prøve at holde politikerne op på dét, de har lovet. Og vi vil gerne spørge: Hvad har I nået, og hvad skylder I?"

Sådan siger Jørn Winther Jepsen, der er manden, der skal styre debatterne ved Lynge Messen 2019.

Denne gang lægges der lørdag kl. 11.00 ud med 'Lynges byudvikling - hvor skal vi bygge og bo', hvor borgmester Karsten Längerich medvirker. Det handler blandt andet om boligmarkedet, motorvej, grusgraven og udvikling af foreningslivet.

Lørdag kl. 13.00 er overskriften: 'Kampen om Lynges udvikling', ved Torben Poulsen og Thomas Nyegaard. Her står ikke mindst udbygningen af Lynge Bytorv på dagsordenen.

Søndag kl. 11.00 er der arrangeret en politisk rundbords-debat, hvor alle partier fra Allerød Byråd minus Blovstrødlisten deltager. Blandt ordstyrerens stikord er: 'Holder I hvad I lover?', 'Har I glemt os?' og 'Hvad skal vi glæde os til?.

Debatterne slutter søndag kl. 14.00 med 'Lynges fremtid - udbygning, trafik, cykelstier og grusgrav', hvor udvalgsformand Miki Dam Larsen er med.

"Hovedtanken med debatterne er, at der skal være et kort oplæg, hvorefter debatten straks går i gang - altsammen med Lynge-briller på," siger Jørn Winther Jepsen.

Debatterne er sat til at vare cirka 30 minutter. Efterfølgende kan der debatteres videre ved café-bordene.

Publiceret 20 March 2019 08:30