Foto fra tidligere udgave af junior-divisionsturneringen: Rasmus Rahbek

Foto fra tidligere udgave af junior-divisionsturneringen: Rasmus Rahbek

Tokkekøb Hegn bliver til Sherwood-skoven

Stor spejder-begivenhed i Blovstrød

spejdere Tokkekøb Hegn bliver forvandlet til Sherwood-skoven, når Blackfoot-spejderne 27.-28. april er vært for en stor spejder-begivenhed i Blovstrød, nemlig årets junior-divisionsturnering.

Turneringen organiseres af Ravnsholt Division, som omfatter de blå spejdere i Hillerød, Nødebo, Birkerød, Farum og Allerød.

Spejderne i alderen fra 10-12 år fra de 11 deltagende grupper samles til en weekend med mange spejderaktiviteter. Det betyder at der vil være en hel del telte, måske bliver der bygget noget med rafter, og der bliver helt sikkert plads til et lejrbål, oplyser Blackfoot-spejderne.

"Vi forventer cirka 100 deltagende spejdere og deres ledere, og dem har vi rigtig fin plads til på vores store spejdergrund. Det er altid skønt at være på lejr, men når vi selv kan lægge grund til sådan en aktivitet, bliver det helt fantastisk," siger Fred Slüter, gruppeleder for Blackfoot spejderne og divisionschef for Ravnsholt Division.

Spejderlederne fra de deltagende grupper har gennem de seneste måneder lavet et program, som er en dyst i klassiske spejderfærdigheder som f.eks. primitiv madlavning, samarbejde og kreativ problemløsning, pakket ind i en fantasi-ramme.

Fantasi-rammen betyder, at Skovmarkshytten og Tokkekøb Hegn bliver forvandlet til Nottingham og Sherwood-skoven, hvor spejderne skal hjælpe Robin Hood med alle de mange udfordringer, han nu engang har med Prins John, lyder det fra Blackfoot-spejderne.

"Det er inspirerende at arbejde sammen med lederne fra alle grupper, når vi planlægger sådan en lejr. Det bliver også sjovt at se, hvordan spejderne løser de mange opgaver, vi har fundet på til dem," siger Rasmus Rahbek, som er ansvarlig leder fra Ravnsholt Division.

Eventyret starter lørdag 27. april kl. 9.00 og fortsætter frem til søndag 28. april kl. 11.00.

mik.

Publiceret 24 April 2019 05:30