I 2018 blev der således begået 241 indbrud i Allerød Kommune, og med 10.460 husstande i kommunen svarer det til, at der sidste år var indbrud i 2,3 procent af husstandene, fremgår det af beregningerne fra Tryg. Temafoto

I 2018 blev der således begået 241 indbrud i Allerød Kommune, og med 10.460 husstande i kommunen svarer det til, at der sidste år var indbrud i 2,3 procent af husstandene, fremgår det af beregningerne fra Tryg. Temafoto

Nye tal: Allerød er en af landets mest indbrudsplagede kommuner

Kun Rudersdal er mere plaget af indbrud, viser beregninger, som Tryg Forsikring har lavet

Af
Michael Braunstein

indbrud Allerød Kommune er et af de steder i landet, hvor der bliver begået flest indbrud per husstand. Det viser beregninger, som Tryg Forsikring har lavet på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2018 blev der således begået 241 indbrud i Allerød Kommune, og med 10.460 husstande i kommunen svarer det til, at der sidste år var indbrud i 2,3 procent af husstandene.

Det lyder måske ikke af ret meget, men faktisk er det tal så højt, at Allerød er den kommune i hele Danmark, hvor der bliver begået næstflest indbrud per husstand. Tallet bliver kun overgået af nabokommunen Rudersdal, der med 665 indbrud i fjor, fordelt på 25.087 husstande, indtager førstepladsen på den kedelige liste over danske kommuner med flest indbrud, oplyser Tryg.

I Rudersdal var der indbrud i 2,65 procent af husstandene i 2018. Til sammenligning var det kun 0,53 procent af husstandene i Københavns Kommune, der havde indbrud sidste år.

Også Hørsholm Kommune, Egedal Kommune og Furesø Kommune er med på toptilisten over de mest indbrudsplagede kommuner i landet, lyder det fra Tryg.

Attraktivt område

Ifølge Camilla Nielsen, der er forebyggelseschef i Tryg Forsikring, er der flere mulige grunde til, at nordsjællænderne oplever mange indbrud.

"Det er et attraktivt område at være indbrudstyv i, fordi der ofte findes mange værdier og genstande af høj værdi i boligen. Der kan også være mere arbejdsro for tyvene i Nordsjælland, fordi folk ikke bor lige så tæt, som man for eksempel gør i København. Derudover sker der statistisk set betydeligt flere indbrud i huse end i lejligheder, hvorfor ikke bare Nordsjælland, men også andre kommuner med en stor andel af villaer og rækkehuse typisk har flere indbrud per husstand," siger hun.

Med cirka 30.000 indbrud årligt er Danmark stadig et af de mest indbrudsplagede lande i Europa, og der sker langt flere indbrud per indbygger herhjemme end hos vores naboer i Sverige, Norge og Tyskland.

"Nogle landsdele og kommuner er hårdere ramt end andre. Men uanset hvor du bor i landet, er der en risiko. Derfor er det en god idé med nogle forebyggende indsatser," siger Camilla Nielsen.

Tryg har en række forslag til forebyggelse, og det kan man læse mere om på tryg.dk.

Publiceret 09 May 2019 16:12