Søndag 12. maj afleverede Red Barnet Ungdoms frivillige de mange venlige hilsner til børnene på Center Sandholm. Foto: Red Barnet Ungdom

Søndag 12. maj afleverede Red Barnet Ungdoms frivillige de mange venlige hilsner til børnene på Center Sandholm. Foto: Red Barnet Ungdom

Over 2.000 hilsner afleveret til børnene i Sandholmlejren

Hilsnerne kom blandt andet fra borgere i Allerød Kommune

hilsner Red Barnet Ungdom har afleveret over 2.000 opmuntrende hilsner til børnene i Sandholmlejren. Hilsnerne var sendt af borgere i Allerød Kommune og danskere fra resten af landet.

Organisationen måtte dog slette en del negative hilsner, som nogle danskere havde sendt i børnenes retning, skriver Red Barnet Ungdom i en pressemeddelelse.

'Send en hilsen til børnene på de danske asylcentre. Vis dem, at der er mennesker uden for asylcentrets mure, der tænker på dem og vil dem det godt,' lød opfordringen fra Red Barnet Ungdom, som Allerød Nyt omtalte 20. marts. I alt valgte 2.021 danskere at følge Red Barnet Ungdoms opfordring.

"Tonen i flygtningedebatten er i øjeblikket ret hård, og den bliver skærpet af folketingsvalget. Børnene på asylcentrene er uskyldige, og når de lytter med i medierne og på de sociale medier, så bliver de bange og kede af det. Derfor er det vigtigt, at så mange danskere viser dem, at de er velkomne, uanset hvor lang tid, de skal opholde sig i Danmark," siger Astrid Engberg, konstitueret generalsekretær i Red Barnet Ungdom.

Søndag 12. maj afleverede Red Barnet Ungdoms frivillige de mange venlige hilsner til børnene på Center Sandholm. De frivillige startede dagen med at spille fodbold med børnene, og senere på dagen fik børnene nogle af hilsnerne på små sedler, som de frivillige havde lagt ind i oppustede balloner. Ved at springe ballonerne fik børnene adgang til beskederne.

Også negative beskeder

Flertallet af beskederne, som Red Barnet Ungdom har modtaget via hjemmeside og Facebookside, var positive, men organisationen har også modtaget en del voldsomme og decideret racistiske hilsner fra danskere, beretter man.

"Langt størstedelen af hilsnerne til børnene var rørende og varme, men vi har desværre været nødt til at sortere en del negative og racistiske hilsner fra. Det er trist, at der er voksne mennesker, som rent faktisk bruger tid og kræfter på at sende ubehagelige hilsner til børn. Flertallet af hilsnerne var dog varme og positive, og det glæder vi os over," siger Astrid Engberg.

Nogle af de positive hilsner, som børnene har modtaget, havde kendte danskere som afsendere. Skuespillerne Anne Marie Helger, Peter Mygind og Flemming Jensen havde alle sendt sjove og varme videohilsner til børnene, og det samme havde sangeren Wafande.

Stadig muligt at sende hilsner

Det var Red Barnet Ungdoms frivillige, der normalt arrangerer børneklubber og udflugter for børnene på Sandholm, der overrakte de mange hilsner.

Foruden på Center Sandholm har Red Barnet Ungdoms frivillige også overleveret beskeder til børnene på Sjælsmark, hvor hilsnerne blev overleveret i slikposer til en gallafest, hvor Wafande optrådte, og på Center Jelling, hvor børnene lavede plancher af danskernes varme beskeder.

Borgere i Allerød Kommune kan stadig nå at sende en hilsen til børnene på asylcentrene i Avnstrup, Sandvad, Hviding og Aaløkke. Der bliver beskederne nemlig først overleveret til børnene i midten af juni.

"Vi håber, at de danskere, der endnu ikke har sendt en venlig hilsen i retning af børnene, vil få det gjort. Børn er uskyldige, og vi vil gerne skabe lidt glæde i deres liv," siger Astrid Engberg.

Det er muligt at sende hilsner til børnene på skrift og video via www.redbarnetungdom.dk/send-en-hilsen.

mik.

Publiceret 19 May 2019 05:30