Erik Lund - fotograferet tidligere i valgkampen, med krykker. Foto: Jan Stephan

Erik Lund - fotograferet tidligere i valgkampen, med krykker. Foto: Jan Stephan

Midt i valgkampen: Erik Lund skal opereres

'Min valgkamp kommer til at foregå meget på de sociale medier og i mindre omfang ude blandt vælgerne,' skriver folketingskandidaten til Allerød Nyt

Af
Michael Braunstein

operation Den konservative folketingskandidat Erik Lund er blevet indkaldt til operation for sin gamle fodboldskade allerede på mandag.

'Det betyder, at min valgkamp nu kommer til at foregå meget på de sociale medier og i mindre omfang ude blandt vælgerne. Ærgerligt, men sådan må det være, da smerterne i min ankel er så store, at en operation er den eneste mulighed,' skriver Erik Lund til Allerød Nyt - under overskriften: 'Valgkamp på krykker og i kørestol'.

Af Allerød Nyts interview med Erik Lund fra tidligere på måneden fremgik det, at forventningen var, at operationen skulle finde sted 21. juni. Og at Erik Lund i valgkampen kunne se frem til at transportere sig selv rundt på krykker.

"Det er en gammel fodboldskade, som jeg har døjet med i mange år, der nu er blevet så slem, at jeg må gå med krykker. Men jeg er klar til valgkampen - det kommer bare ikke til at gå så hurtigt," sagde Erik Lund i interviewet.

Erik Lund har været medlem af Det Konservative Folkeparti siden 1993, hvor han også blev valgt ind i byrådet i Allerød. Han var borgmester i Allerød fra 2008 til 2013, og derudover har han også været medlem af Regionrådet i Region Hovedstaden, hvor han var gruppeformand for den konservative regionsrådsgruppe.

Han stillede op ved valget til Folketinget i 2015, men endte dengang som tredjesuppleant på den konservative liste i Nordsjællands Storkreds. Sidste år fik han dog fire måneder på Borgen, da han afløste Mette Abildgaard, mens hun var på barsel.

Publiceret 22 May 2019 14:15