Nordsjællands Politi ser som udgangspunkt positivt på, at borgerne er med til at forebygge eventuelle tyverier fra biler. Temafoto

Nordsjællands Politi ser som udgangspunkt positivt på, at borgerne er med til at forebygge eventuelle tyverier fra biler. Temafoto

Politiet om overvågning af biler: "Positivt at borgerne går i aktion"

"Indsatsen må dog ikke bringe de deltagende eller andre i fare," siger Henriette Døssing, Nordsjællands Politi

Af
Michael Braunstein

overvågning "Vi er som udgangspunkt positive overfor, at borgerne er med til at forebygge eventuelle tyverier fra biler, og vi hører meget gerne, hvis de kommer undervejrs med oplysninger, der kan hjælpe politiet."

Sådan siger presse- og kommunikationskonsulent Henriette Døssing, Nordsjællands Politi, i en kommentar til intiativet i Allerød, hvor frivillige kan melde sig til at overvåge biler i forbindelse med konfirmationer.

Det er indbrud i fem biler under en konfirmation i Lillerød Kirke 19. maj, der har fået administrator af Facebook-siden 'Allerød Kommune - Hjælp hinanden', Jacob Beer, til at organisere overvågningen. På kort tid har initiativet fået stor opbakning.

Jacob Beer understreger, at der ikke er tale om et egentligt vagtværn, men udelukkende om nogle ekstra øjne på dagen.

"Som sådan er det en opgave for politiet, men vi ved jo alle godt, at politiets ressourcer ikke er uendelige. Håbet er naturligvis, at tilstedeværelsen af personer ved bilerne afskrækker eventuelle indbrudstyve," siger Jacob Beer.

Henriette Døssing har en tilføjelse til den positive udmelding:

"Det er vigtigt at understrege, at en sådan borgerindsats ikke må bringe de deltagende eller andre i fare. Og så opfordrer vi til, at man ikke lader gaver eller andre værdigenstande ligge i sin bil, når man forlader den."

Publiceret 23 May 2019 13:15