Gårdspladsen i Klub Vest samt arealet omkring klubben omdannes til en tivoli-plads med boder og meget andet. Foto: Klub Vest

Gårdspladsen i Klub Vest samt arealet omkring klubben omdannes til en tivoli-plads med boder og meget andet. Foto: Klub Vest

Det bliver stort: Sommerfest i Klub Vest

I år finder festen sted 14. juni

Den årlige sommerfest i Klub Vest er en mangeårig tradition, som har eksisteret siden klubbens spæde start for snart 40 år siden. I år holdes festen fredag 14. juni fra kl. 16.00-21.30.

Sommerfesten arrangeres af medarbejdere fra Klub Allerød (Klub Vest, Klub Rønnen, Klub Blovstrød & Klub Skakten) i fællesskab.

Gårdspladsen i Klub Vest samt arealet omkring klubben omdannes til en tivoli-plads med boder og meget andet. Af boder kan nævnes 'EM Score fodboldmålet', 'Lykkehjulet', 'Pigeboden', 'Boldboden', 'Candy Floss/Popcorn boden', 'Andedammen', 'Gamblerboden' samt et kæmpe legeland med powerjump, hoppepuder og meget andet sjovt. Her finder man også årets nyhed 'Go-High'. Desuden er det igen i år muligt at ride en tur på en af Stutsborg Rideskoles ponyer.

I stil med på Bakken og i Tivoli kan man i boderne vinde forskellige præmier såsom bamser, fodboldtrøjer, bolde og spil.

Det vil desuden være muligt at få stillet sin sult og tørst i 'Restaurant Himlens Have'. Restauranten byder på oksefilet med kartoffelsalat samt øl og vin. I gården kan man købe mad fra grillen, hvor der grilles burgere, grillpølser og laves Dürüm Kebab.

I forbindelse med selve sommerfesten er der Mini Disk og UK Diskotek i Klub Vest' sal. De to fester bliver afviklet som normalt og kører sideløbende med alle tivoli-aktiviteterne udenfor. I løbet af aftenen vil der være musikalsk optræden af medlemmer fra Klub Allerød, som optræder i salen.

De seneste år har sommerfesten nærmest udviklet sig til noget nær en byfest: Op mod 2.000 børn, medlemmer, forældre, venner og bedsteforældre har været forbi - og medvirket til at gøre sommerfesten til noget helt specielt.

mik.

Publiceret 09 June 2019 07:45