73 deltog i forårsturen til Hven. Foto: Allerød Stavgangsforening

73 deltog i forårsturen til Hven. Foto: Allerød Stavgangsforening

73 med Allerød Stavgangsforening til Hven

Vellykket forårstur

stavgang Atter i år arrangerede Allerød Stavgangsforening en forårstur - denne gang til det smukke Hven. 73 medlemmer var tilmeldt udflugten, hvor to fiskekuttere bragte de forventningsfulde stavgængere fra Helsingør til Bäckviken.

'En mindre regnskylle under overfarten ødelagde ikke humøret, og resten af dagen holdt regnen sig væk. Luften var dog ret lummer, hvilket gjorde vandringen noget anstrengende for enkelte, så overtøjet måtte lægges,' beretter Allerød Stavgangsforening.

Der var forberedt tre forskellige ture på henholdsvis 14 km., 10 km. og 7 km. Undervejs blev madpakkernes indhold fortæret på passende steder. Inden hjemturen var der mulighed for kaffe og kanelbullar på Café Tycho Brahe ved observatoriet og museet på øen.

'Har man lyst at gå stavgang - eller som det også hedder 'Nordic Walking' - kan man melde sig ind i Allerød Stavgangsforening via hjemmesiden: www.alleroedstavgang.dk. Her får man instruktion, så man lærer at gå korrekt og få det fulde udbytte af Nordic Walking, som giver væsentlig mere alsidig motion end almindelig gang. Samtidigt har man mulighed for, at deltage i det sociale liv i foreningen, der p.t. har 197 medlemmer,' oplyser Allerød Stavgangsforening og tilføjer:

'Vi har 14 hold, der går med forskellig hastighed og turlængde, for det meste i skovene omkring Allerød.'

mik.

Publiceret 10 June 2019 05:30