Jacob Helmbo Hansen - får opbakning og positive reaktioner på sit nødråb om hjælp til flere timer på arbejdsmarkedet. Privatfoto

Jacob Helmbo Hansen - får opbakning og positive reaktioner på sit nødråb om hjælp til flere timer på arbejdsmarkedet. Privatfoto

Varm støtte til Jacobs jobjagt

En række Allerød-borgere har reageret positivt på Allerød Nyts artikel om Jacob Helmbo Hansen

Af
Anne Mette Ahlgreen

Allerød Nyt bragte 8. juni på www.allerødnyt.dk et interview med 24-årige Jacob Helmbo Hansen, som har overordentligt svært ved at finde et fleksjob med flere end de tre ugentlige timer, han har nu. Han har selv en fornemmelse af, at det måske har noget af gøre med, at han er født som spastisk lammet, har en begrænset arbejdskapacitet og er afhængig af at have en mentor med på arbejde til bl.a. at skære hans mad ud og hjælpe ham med at drikke.

I hvert fald er det ikke lykkes kommunens jobcenter at finde seks ekstra ugentlige arbejdstimer til Jacob Helmbo Hansen til trods for, at kommunens jobkonsulent har søgt på mere end 50 arbejdspladser på vegne af den arbejdsivrige unge mand.

En række borgere i Allerød har læst historien om Jacob og har reageret med sympati-tilkendegivelser på Allerød Nyts Facebook-side.

Jeg snakkede med Jacob i sidste uge, og jeg var enormt imponeret over, at han var så ekstremt engageret i at få sig noget mere at lave. Han forklarede, at han jo gerne ville bidrage - men at han havde søgt mangt og meget med hjælp fra mange forskellige. Jeg håber, der bliver fundet et godt match. Go Jacob!,' skriver for eksempel Kasper Ljung Pedersen, medlem af Allerød Byråd for Socialdemokratiet.

Borgmester: "Skriv til mig om job"

Også Allerøds borgmester Karsten Längerich, Venstre, håber det bedste for Jacob Helmbo Hansen:

'Kære Facebook venner. Jeg havde fornøjelsen af at besøge Jacob i efteråret, og han er den sødeste unge mand, I kan forestille jer. Jeg håber, at der er nogen som har mulighed for at ansætte ham i et par timer til diverse forefaldende kontoropgaver. Han vil så gerne have et job. I kan evt. sende mig en personlig besked,' skriver borgmesteren i en kommentar til opslaget om den unge mands jobjagt.

Til Allerød Nyt siger Karsten Längerich:

"Mit ønske er, at alle der kan kan komme ud på arbejdsmarkedet, kan komme det. Nogle kan arbejde fuld tid, andre kan ikke, og når der er nogle som Jacob, der virkelig gerne vil, er det fantastisk," siger borgmesteren og fortsætter:

"Selvom man kun kan arbejde fem eller ti timer om ugen, er det vigtigt at komme ud og være en del af samfundet i stedet for at være på forsørgelse. Jeg tror, det giver meget livskvalitet. I dag er det meget svært at få førtidspension, og det kan være rigtig vanskeligt at finde et fleksjob, så hvis der er virksomheder, der har mulighed for at tage en borger ind få timer om ugen, vil det være fantastisk."

'Svært at finde fleksjob'

En anden Allerød-borger, som skrev en kommentar til Jacob Helmbo Hansen, er fleksjobberen Nadja Lafontaine, som selv kender kampen med at skaffe et fleksjob.

'Jeg håber, det lykkes for ham, men det er desværre generelt svært at få job som fleksjobber, der er ikke mange virksomheder, der vil ansætte os. Jeg har selv været fleksjobber siden 2009, og det er en kamp. Men jeg synes, det er fedt, at Jacob kæmper, og det skal nok lykkes, det tager bare lidt tid,' lyder den opmuntrende besked fra Nadja Lafontaine.

Publiceret 13 June 2019 13:30