Efter tre dage på Widex har Alfred, Johanna, Jonathan og Sarah fra 7. B. på Kratbjergskolen, afdeling Engholm, en meget bedre forståelse af, hvad der foregår på virksomheden. Foto: Anne Lønstrup

Efter tre dage på Widex har Alfred, Johanna, Jonathan og Sarah fra 7. B. på Kratbjergskolen, afdeling Engholm, en meget bedre forståelse af, hvad der foregår på virksomheden. Foto: Anne Lønstrup

Tre dage på Widex er en øjenåbner for Sarah, Jonathan, Johanna og Alfred

I øjeblikket får 7.B fra Kratbjergsskolen i Allerød som de første i landet mulighed for at opleve det faglærte arbejdsliv på egen krop gennem projektet ’Unge i praksis’. Ideen er at give dem ny viden om erhvervsuddannelserne

Af
Anne Lønstrup

Ny viden Så sent som da de kørte ud til Widex A/S på Nymøllevej, talte de fire klassekammerater fra 7. B. på Kratbjergskolen afdeling Engholm om, hvad de mon skulle opleve på virksomheden. Her bliver der produceret høreapparater, det vidste eleverne godt. De har tit kørt forbi, når de har været med på genbrugsstationen. Og det var stort set alt, hvad de vidste om Widex.

Sarah Kamstrup, Jonathan Bobjerg, Johanna From og Alfred Wulf-Andersen – alle 14 år – er i tre dages praktik på Widex. Deres kammerater er på lignende besøg bl.a. på virksomhederne Man Energy Solutions, Ulstrup Plast og Carl Nielsen & Søn, og før de tre dages minipraktik var 7.b på besøg i to dage på NEXT og Erhvervsskolen Nordsjælland.

På Widex har de fire unge fået et indblik i, hvordan høreapparaterne bliver til.

”Vi har set hele flowet lige fra de modtager en ordre i customservice, til varen bliver programmeret og produceret og til den bliver pakket og forlader bygningen,” fortæller Sarah.

Hun og kammeraterne er positivt overraskede over at være blevet behandlet som voksne:

”Virksomheden har lagt et program, som vi skulle igennem, men vi har også fået tid til at skrive en opgave, som vi skal fremlægge i klassen, og så er vi blevet spurgt og har fået lov til selv at være med til at bestemme, hvad vi skal lave og hvornår,” siger Jonathan, og de andre nikker.

Tankevækkende og fedt

Opholdet på virksomheden har skærpet de fire unges viden om, hvilke muligheder det kan give at få en erhvervsuddannelse.

”Det har været en kæmpe øjenåbner for os alle fire. Jeg er meget glad for at have været her, og det er noget, som jeg mener, at alle unge burde have mulighed for,” siger Alfred.

Han mener, at mange vælger gymnasiet uden at tænke videre over det.

”Næsten 100 pct. vælger A.G., men måske skulle de 50 pct. tænke sig ekstra om,” siger han.

For alle de fire er det første gang, de opholder sig på en virksomhed i så mange timer. Flere af dem har været med mor og far på job, men det er noget helt andet at komme på Widex i egen ret, forstår man:

”Det har været fedt og tankevækkende,” siger Johanna.

”Ja, jeg vil i hvert fald gerne tjekke andre uddannelser end gymnasiet,” siger Alfred.

Oplevelser huskes

7. B. fra Kratbjergskolen er de første elever, der får lov til at opleve ’Unge i praksis’. Over de næste tre år køres projektet videre via de lokale UU Centre i Allerød, Roskilde, Slagelse, Fredericia, Odder og Skanderborg Kommuner i samarbejde med en række brancheorganisationer og erhvervsskoler.

Målet er, at elever i 7. klasse får mere viden og flere erfaringer med erhvervsuddannelser og det faglærte arbejdsliv, så de har et bedre grundlag, når de engang skal vælge uddannelse.

”Vi ved af erfaring, at det at opleve hverdagen på en arbejdsplads har afgørende betydning for unges valg af uddannelse. Hvis vi gerne vil have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, skal de have mulighed for at opleve det. Vi husker sjældent det, vi har fået fortalt eller set, men en oplevelse glemmer vi aldrig,” siger programleder Mahtab Beigi fra UU DANMARK, som med støtte fra Nordea-fonden har iværksat ’Unge i praksis’.

Nu skal Johanna, Jonathan, Sarah og Alfred hjem og lave en fremlæggelse for deres kammerater om, hvad de fik ud af at deltage i projektet 'Unge i praksis'. Foto: Anne Lønstrup

Nu skal Johanna, Jonathan, Sarah og Alfred hjem og lave en fremlæggelse for deres kammerater om, hvad de fik ud af at deltage i projektet 'Unge i praksis'. Foto: Anne Lønstrup

Fakta om ’Unge i praksis’

  • ’Unge i praksis’ er et nyt landsdækkende projekt, som henvender sig til de dygtige, uddannelsesmotiverede unge, fordi denne ungegruppe ifølge Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) oftest er mest i tvivl om valg af uddannelse og karrierevej.
  • Det skal projektet lave om på ved konkret at fokusere på unge i 7. klasse over hele landet, som på forhånd er sikret praktikplads gennem et samarbejde med de tre brancheorganisationer Danske Maritime, Plastindustrien og Dansk Byggeri.
  • I alt vil 4.050 unge hen over de næste tre år få praktikpladser og mulighed for at deltage i et sammenhængende vejledningsforløb med indbygget brobygning og erhvervspraktik i en virksomhed.
  • UU DANMARK er sekretariat for de kommunale vejledningscentre og leder projektet, som foregår i samarbejde de Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og en lang række virksomheder.

Publiceret 17 June 2019 11:08