Er du interesseret i at få etableret bofællesskaber i Allerød Kommune? Så har en gruppe Allerød-borgere nu taget initiativ til et møde om emnet. Temafoto

Er du interesseret i at få etableret bofællesskaber i Allerød Kommune? Så har en gruppe Allerød-borgere nu taget initiativ til et møde om emnet. Temafoto

Nyt initiativ: Møde om bofællesskaber i Allerød

Mødet finder sted 3. juli på Allerød Bibliotek

Af
Michael Braunstein

bofællesskaber "Drømmer du også om en hverdag, der glider lidt lettere, om mere samvær der ikke er lagt i kalenderen måneder i forvejen, om at maden står på bordet i hverdagene, selvom du kun står for maden få gange om måneden, at blive beriget af andre indfaldsvinkler end dine egne, gode relationer, måske et fedt værksted eller morgensang? Det mener vi kan realiseres i et velfungerende bofællesskab."

Sådan siger Lisette Thamdrup, Allerød-borger og en af initiativtagerne til et interessemøde om bofællesskaber i Allerød Kommune. Mødet finder sted 3. juli kl. 19.00-21.00 på Allerød Bibliotek.

Planstrategi 2019

Allerød Kommunes vision 'Tæt på hinanden – Tæt på naturen' lægger op til mere fællesskab, og netop nu arbejder Allerød Kommune på udviklingen af Planstrategi 2019, der er rettesnor for den fysiske udvikling af Allerød i de kommende 12 år.

Derfor er det lige nu, at der er mulighed for at påvirke indholdet i planen og dermed forudsætningerne for at etablere bofællesskaber i kommunen, påpeger initiativtagerne i en pressemeddelelse.

Vil synliggøre behovet

"På trods af kort tidsfrist og sommerferie har en engageret gruppe af Allerød-borgere derfor taget initiativ til at afholde et interessemøde om bofællesskaber. Vi ønsker at synliggøre behovet for bofællesskaber - og at interesserede eller nysgerrige kan komme og høre om mulighederne og hvordan de kan realiseres," siger en anden af initiativtagerne, Jakob Høgsbro.

'Gruppen af initiativtagere brænder for bofællesskaber, hvor beboerne er blandede i alder, familier, par og enlige – men alle med interesse i bofællesskaber er velkomne. Vi tror på, at blandede aldre skaber dynamik, mindsker ensomheden og kan være en stor fordel for både kommunen og borgerne,' hedder det i pressemeddelelsen.

Längerich deltager

Ved mødet på biblioteket fortæller borgmester Karsten Längerich om kommunens visioner for byudvikling og tanker om bofællesskaber.

Virksomheden Almenr, der har specialiseret sig i at være fødselshjælper ved etablering af bofællesskaber, beretter om den nyeste forskning og trends omkring boformer og fællesskaber.

Herudover gives der masser af information, og der tages pejling af ønskerne blandt deltagerne, oplyser initiativtagerne.

Tilmelding til mødet er velkomment, men ikke nødvendigt. Man kan tilmelde sig enten via Facebook: https://www.facebook.com/events/1803633889782625/ eller via dette link hos Almenr: https://www.almenr.dk/alleroed?utm_source=Tilmeldinger&utm_campaign=57d526fc3e-Events&utm_medium=email&utm_term=0_c260014f1d-57d526fc3e-80824773

Publiceret 20 June 2019 11:15