56-årige Morten Schaarup fra Allerød klarede de stejle udfordringer i Alperne. Foto: Scleroseforeningen

56-årige Morten Schaarup fra Allerød klarede de stejle udfordringer i Alperne. Foto: Scleroseforeningen

Morten fra Allerød gjorde det: Til tops i Alperne

300 ildsjæle kørte for en verden uden sclerose

til tops Om få uger skydes årets udgave af Tour de France i gang. Men på en række af de mest afgørende bjergtoppe i Alperne, må Tour-feltet i år se sig slået på målstregen: Scleroseforeningens cykelevent 'Cykelnerven' indtog nemlig de selv samme franske bjergtoppe allerede i midten af juni.

Her besteg mere end 300 dedikerede cykelryttere otte udvalgte Tour-bjerge på bare fire dage.

Blandt deltagerne var Morten Schaarup fra Allerød, som kører for Cykelnervens Team Nordsjælland.

"Det er en kæmpe oplevelse at cykle de klassiske stigninger to-tre uger inden Tour de France-feltet kommer. Oplevelsen i bjergene er for mig en stor kvalitet ved Cykelnerven. Og så rører det mig meget at dele oplevelsen med deltagere, der har sclerose tæt inde på livet – og på den måde giver projektet virkelig mening," siger 56-årige Morten Schaarup.

Mange penge indsamlet

Scleroseforeningens Tour de France-inspirerede cykelløb sender hvert år i juni hundredvis af dedikerede cykelryttere fra hele landet afsted mod de franske bjerge. Her cykler de til tops kun få uger inden, Tour-feltet lægger vejen forbi de præcis samme bjergtinder.

Blandt tinderne kan nævnes Col d'Izoard på 2.360 højdemeter, Val Thorens på 2.365 højdemeter, Col du Galibier på 2.642 højdemeter og Col de L'Iseran på 2.770 højdemeter.

Målet med det hele er at indsamle penge til forskning i sclerose og sætte fokus på sygdommen. Og deltagerne har brugt månedsvis på både træning og indsamling til forskning, inden turen endelig gik til Frankrig.

De mange ryttere, som er fordelt på ni hold fra hele landet, slog alle tidligere rekorder med et samlet indsamlingsresultat på mere end 5.500.000 kr. Cykelnervens team i Nordsjælland indsamlede i alt mere end 275.000 kr., hvilket svarer til, at hver rytter har samlet imponerende 10.500 kr. ind.

mik.

Publiceret 21 June 2019 05:30