"I Allerød har vi allerede med succes prøvet kræfter med indsamlingen. Derfor skal vi selvfølgelig samle ind i Allerød igen i år, hvor hele Danmark er med," siger Martin H. Wolffbrandt, indsamlingsleder i Allerød.

Scleroseforeningen har brug for indsamlere i Allerød

Husstandsindsamlingen 'Sammen mod sclerose' er blevet landsdækkende

indsamling Allerød var sidste år en af kommunerne i de tre regioner, hvor Scleroseforeningen fik mulighed for at prøve kræfter med en husstandsindsamling til forskning i sclerose. Indsamlingen var så stor en succes, at indsamlingen i år - 8. september - er landsdækkende.

Igen i år er Martin H. Wolffbrandt indsamlingsleder i Allerød. Han håber, at mange vil melde sig som indsamlere på www.sammenmodsclerose.dk, så Allerød udover pengene er med til at sætte en tyk streg under, at indsamlingen skal blive ved med at være landsdækkende.

"Husstandsindsamlingen 'Sammen mod sclerose' er blevet landsdækkende. Det er fantastisk. I Allerød har vi allerede med succes prøvet kræfter med indsamlingen. Derfor skal vi selvfølgelig samle ind i Allerød igen i år, hvor hele Danmark er med," siger Martin H. Wolffbrandt.

Indsamlingen støtter forskning i sclerose. Og forskning nytter: De seneste 20-30 år er der sket betydelige fremskridt, men forskerne kæmper stadigvæk for at få 'knækket koden' og løst gåden om sygdommen, som 16.000 i Danmark er ramt af.

Martin H. Wolffbrandt opfordrer til, at man allerede nu bruger to minutter på at sætte kryds i kalenderen søndag 8. september og tilmelde sig på www.sammenmodsclerose.dk.

"Med en indsats på to minutter plus to timer gør man en kæmpe forskel. Det er dejligt, hvis vi igen får et godt resultat i Allerød," siger Martin H. Wolffbrandt.

Igen i år bliver der indsamling i både Lillerød, Lynge og Blovstrød. Man skal blot taste postnummer 3450 eller 3540 og et vejnavn, så kommer alle ruterne frem. Hvis man ikke er godt gående, kan man vælge en 'rute' ved et supermarked.

mik.

Publiceret 24 June 2019 07:15